Farvel til Kolind efter 24 år og goddag til Grenaa
Claus Tikær forlader Kolind og Rønde for at blive ny chef for Sportigan Grenaa
“Det er vemodigt at skulle sige farvel til Kolind efter 24 år, men jeg ser også frem til at få en ny udfordring hos Sportigan i Grenaa,” siger Claus Tikær, der ved indgangen til julemåneden skifter sine butikslederjob i Sportigan Kolind og Sport1 i Rønde ud med lederjobbet i Sportigan Grenaa.
Skal lave turnarround
Claus Tikær fik en henvendelse fra Sportigan Kædecenter, der er det samlende omdrejningspunkt for Sportigans 73 sportsforretninger landet over, om han ville stå i spidsen for at lave en nødvendig turnarround på butikken i Grenaa.
Sportigan Grenaa ApS blev 29. oktober erklæret konkurs ved Retten i Randers.
“Min opgave bliver fremover at være ansvarlig for butikkens drift og sideløbende have ansvaret for Sportigans landsdækkende webshop,” fortæller Claus Tikær, der ser frem til opgaven, men også erkender, at det bliver sin sag at forlade noget, som han har været glad for.
“24 år i Kolind og mere end ti år i Rønde siger man ikke bare sådan lige farvel til. Jeg har været glad for tiden, og ikke mindst den tillid som Erik Nymann (lokal forretningsindehaver og investor, red.) har vist mig ved at investere i de to butikker i Kolind og Rønde,” siger Claus Tikær.