Fortsæt til indhold

Røndes skrappe batmen har færten af 1. division

Halvvejs i turneringen fører Rønde Bordtennisklub sikkert 2. division

Sport
Af martin Schultz

Der er turbo på bordtennisspillerne i Rønde BTK. Klubbens to bedste herrehold rykkede begge op i denne sæson og spiller nu i 2. division og i Jyllandsserien.
Og de bedste herrer har kurs mod 1. division, for halvvejs gennem turneringen er Rønde BTK ubesejret som tophold og har fire point ned til nummer 2 i tabellen.
På 2. pladsen ligger Brønderslev, som for et par uger siden blev sendt hjem til Nordjylland efter at have tabt topopgøret med 14-0 til Rønde BTK.

Rønde BTK svækket på grund af skader

I weekenden spillede Rønde BTK to kampe på udebane og led lørdag sæsonens første pointtab, da det blev 7-7 i kampen mod Hirtshals Bordtennisklub B75 i Hirtshals Idrætscenter.
Søndag var holdet tilbage på vindersporet, da Vejle BTK på udebane i DGI Huset Vejle blev besejret med 10-4.
Rønde BTK gik weekendens kampe svækket i møde på grund af skader hos de to førsteholdsspillere Christopher Grymer og Claus Junge. Men klubben fik fredag eftermiddag styr på tropperne, således at det blev et hold med Michael Knudsen, Jonas Agerholm, John Sabalic og klubbens ”brumbasse”, Phillip Davidsen, som lørdag drog af sted til Hirtshals.
Holdene fulgtes hele tiden ad og inden doublerne var stillingen 4-4.
I doublerne tabte John Sabalic og Phillip Davidsen 3-0, men havde dog flere sætbolde.
Michael Knudsen og Jonas Agerholm ”blundede” med egne ord lidt og var pludselig nede med 4-10 i 5. sæt.
”Her satte Michael lige i beast-mode og brillerede igen med vanvittige loop, og vupti vandt vi doublen 13-11 i afgørende sæt,” fortæller Jonas Agerholm.

Brumbassen kan ikke flyve, men gør det alligevel

Kampen endte 7-7, og hvis Jonas Agerholm skal fremhæve en enkelt kamp, som han er særlig imponeret over, er det kampen mellem Røndes Phillip Davidsen og Hirtshals' Ivik Nielsen.
”Ikke på grund af spændingen om resultatet – det kan man spørge Phillip Davidsen om - for det var der ikke, men på grund af Iviks enestående sikkerhed og evne til at koncentrere sig, samt Phillips gå-på-mod, og i den forbindelse må brumbasse-forklaringen komme. Da vi søndag kørte hjem fra Vejle, sagde Søren Melgaard: ”Jeg er sgu imponeret over Phillip, hans gode humør og indstilling til sporten. Han er sgu lidt ligesom en brumbasse, der ikke ved, at den ikke kan flyve”,” siger Jonas Agerholm.

Comeback til veteranen Søren Melgaard

Apropos flyvning, så fandt brumbassen på hjemturen fra Hirtshals ud af, at flyve, det kunne den ikke. For pludselig holdt Røndes batmen stille midt på motorvejen i Phillip Davidsens jumbo jet BMW.
Gutterne måtte vente næsten to timer på at blive hentet af Falck, som kunne transportere passagerer og bilen sikkert hjem.
Søndag bestod holdet igen af Michael Knudsen, John Sabalic og Jonas Agerholm, og så fik Søren Melgaard comeback efter 9-10 års fravær i 2. division.
*Det blev en komfortabel sejr på 10-4 over Vejle, hvor Søren Melgaard gjorde en god figur med sejre i både single og double. Michael Knudsen holdt sig lige akkurat på 1. pladsen af toplisten, selvom han var utrolig tæt på at tabe til en Vejlespiller.
”Efter denne weekend er vi halvvejs i turneringen og har spillet én gang imod alle hold. Vi ligger på en lækker førsteplads med fire point ned til nummer 2. Det gør, at drømmen om at rykke op i 1. division ser rigtig lys ud,” siger Jonas Agerholm.