Rougsø FF-veteran lægger støvlerne på hylden
Mangeårig anfører og solidt bolværk på midtbanen hos Rougsø FF, Søren Fynbo, snart 37, er ikke med, når en ny fodboldsæson går i gang efter nytår
Efter en lang karriere hos først Ørsted og senere Rougsø FF har hardhitteren Søren Fynbo besluttet, at det er forbi med førsteholdsfodbold.
"'Fynne' har ikke trænet så meget i dette efterår, fordi han er begyndt at træne drenge sammen med Lasse Eriksen (selv tidligere førsteholdsspiller, red.), og nu har han meddelt, at det nok er slut med førsteholdsfodbold for hans vedkommende," siger Hans Jakobsen, træner i Rougsø FF.
Søren Fynbo er på vej mod de 37 og vil sikkert spille lidt oldboysfodbold sideløbende med, at han træner drenge, forventer Hans Jakobsen.
Han regner med, at den nuværende trup er klar igen, når foråret sætter ind i 2016, og den bliver suppleret med stærke Anders Lindegaard Christensen, som har været ude at rejse og ikke har spillet i den netop afsluttede sæson.
Rougsø FF har ikke fundet en ny træner, der skal tage over efter trioen Hans Jakobsen, Peter S. Mouridsen og Søren Nielsen, som alle stopper.
"Jeg ved, at der skal være nogle samtaler i næste uge," siger Hans Jakobsen, der ligesom de to andre er en del af fodboldudvalget og fortsat vil bidrage med sociale tiltag, når den ny sæson begynder.
"Vi har haft noget fællesspisning efter træning, og det er sikkert sådan noget, at vi tre gerne vil stå for at arrangere," siger Hans Jakobsen.
Nederlag til Vivild
Rougsø FF sluttede sæsonen af med at tabe lokalopgøret til Vivild på Langhøj Idrætscenter med 4-2 (2-1).
Tommy Sørensen bragte Vivild foran 1-0 midtvejs i første halvleg. Kort før pausen udlignede Jonas Kusk, og lige inden pausefløjtet scorede Rougsøs midtbanespiller Lars Thomsen i eget net, da han ikke bugseret et veltimet hjørnespark fra Jakob Hørning væk.
Efter pausen øgede Vivilds Tommy Sørensen, 20. mål i sæsonen, til 3-1, men Søren Jakobsen holdt gæsterne inde i kampen med sin reducering til 3-2 på et dommedagsskud.
Christian Lintrup lukkede kampen med scoringen til 4-2.
Søren Fynbo deltog ikke på Rougsø FFs hold, der også var uden Kenneth Hald, som på grund af en skade ikke har været meget på banen i 2015.
Rougsø FF, der rykkede ned fra Serie 3 før sommerferien, slutter 2015 på en tredjeplads i Serie 4.