16-årigt midtbanetalent solgt til Stoke City
Esbjerg fB har solgt U17-landsholdsspilleren Lasse Sørensen til Premier League-klubben Stoke City FC, hvor han med virkning fra 1. januar 2016 tiltræder på en treårig aftale. Det skriver klubben onsdag i en pressemeddelelse.
Lasse Sørensen kom til EfB fra samarbejdsklubben Vejen SF i begyndelsen af 2012 og er lige fyldt 16 år. Han har i EfB udviklet sig yderligere som fodboldspiller, så han påkaldte sig Stoke Citys opmærksomhed og i sommeren 2014 var på det første af tre træningsophold i klubben. Nu har interessen udmøntet sig i en kontrakt.
"Når man får en sådan mulighed, gælder det bare om at sige ja, for det er ikke sikkert, man får tilbuddet igen. Når man tænker fodbold, forbinder man det med England, og at komme til en Premier League-klub er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg har haft en fantastisk tid i EfB, og nu har jeg truffet et valg om min fremtid," siger Lasse Sørensen.
Den teknisk stærke midtbanespiller med det gode blik for spillet debuterede i februar på U16-landsholdet i en landskamp mod Tjekkiet i Dublin, og han har siden spillet yderligere to U16-landskampe og ikke færre end otte U17-landskampe siden august, senest to EM-kvalifikationskampe på Island.
EfB's ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, oplyser, at interessen fra Stoke City har været langvarig og vedholdende. Den kulminerede, da to af klubbens topfolk, Chief Executive Tony Scholes og teknisk direktør Mark Cartwright, i september besøgte EfB for at forhandle om et køb af Lasse Sørensen.
"Det er et af vore store talenter, vi siger farvel til. På den ene side begræder vi, at vi ikke kommer til at se en så dygtig spiller udfolde sig som færdigudviklet i EfB, og på den anden side er vi glade for at give Lasse mulighed for at opfylde sin drøm om at komme til en Premier League-klub. At vi kan levere en spiller til det niveau er et vidnesbyrd om, at vi har kvalitetsspillere på vej, og dette er en cadeau til både vores talentafdeling og Vejen SF, hvor han gennemgik de første år af sin fodboldudvikling," siger Niels Erik Søndergård.
Lasse Sørensen var under det tredje ophold hos Stoke i denne sommer med et af klubbens ungdomshold til en turnering på Island, hvor han bekræftede det gode indtryk, han havde efterladt de foregående gange. Også på det personlige plan føler han sig parat til at drage på fodboldeventyr.
"Jeg har boet på Esbjerg Sports College i et års tid, hvilket er et godt første skridt mod at klare sig selv. I Stoke-on-Trent skal jeg bo hos en værtsfamilie, jeg tidligere har været hos, så jeg ved, at jeg vil være i gode hænder. Normalt forbinder man ikke Stoke så meget med talentudvikling, men i de senere år er klubben begyndt at satse med et akademi for unge spillere. På grund af en anden aldersopdeling i England skal jeg spille på U16-holdet det første halve år og derefter på U18-holdet. Den ultimative drøm er naturligvis at få debut i Premier League," siger Lasse Sørensen, der spiller efteråret færdig og hærdes på EfB's U19-ligahold.
Stoke City har taget faciliteter til syv mio. pund i brug i Claydon Wood, der bliver Lasse Sørensens nye arbejdsplads. Han forlader 1g på STX-linjen på Rybners i Esbjerg for at forfølge sin fodbolddrøm.
EfB har indgået en økonomisk fordelagtig aftale med Stoke City, som inkluderer et bonuselement.