Fortsæt til indhold

Ingen slinger i Åstrup/Hammelevs oprykningskurs

Åstrup/Hammelev gjorde selv arbejdet færdigt i sikker 5-0 sejr på udebane over Purhus IF i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Åstrup/Hammelev havde matchbold i lørdagens opgør på Asferg Stadion mod rækkens absolutte bundprop Purhus IF.
Og de fodboldglade ungersvende fra Åstrup/Hammelev lod ingen tvivl om udfaldet i en sikker 5-0 sejr, og kunne allerede starte opryknings- og afslutningsfesten i omklædningsrummet og derefter på vejen hjem til Grenaa i den bus, som spillerne selv havde skillinget sammen til.
”Vi gjorde selv arbejdet færdigt i en kamp, hvor vi spillede en god 1. halvleg med chancer til meget mere end to mål ved halvleg. I anden halvleg kunne vi stille og rolig køre sejren hjem og jeg tror ikke, at Purhus havde et eneste skud, der ramte målet, i hele kampen,” siger Åstrup/Hammelev træner Kim Busse.
Med sejren rykker Åstrup/Hammelev op i Serie 1 og kommer her blandt andet til at spille mod overbygningsholdet FC Djursland, som rykker ned fra Jyllandsserien.
Et faktum, som får oprykkerne til at trække sig ud af samarbejdet om FC Djursland, som det er beskrevet andetsteds.

Havde chancer til flere mål

På Asferg Stadion kom Åstrup/Hammelev allerede på sejrskurs efter 3 minutters spil ved Andreas Busse. Den hurtige angriber modtog en lang bold i dybden og to-tre meter uden for feltet klappede han til bolden.
”Andreas ramte bolden klokkerent og den røg som et projektil i det lange hjørne og snittede overliggeren på vej i mål,” fortæller træner Kim Busse om holdets gode start med et meget flot mål.
I det 15. minut var Andreas Busse igen på spil. Denne gang fik han bolden i højre side og lagde et hårdt fladt indlæg ind i feltet, som Laurits Taul Madsen nærmest løb ind i og scorede til 2-0 på.
”Vi var godt tilfreds med 1. halvleg og havde chancer til flere mål,” siger Kim Busse, hvis hold helt holdt hjemmeholdet fra chancer i kampen.

Målmand scorede på straffespark

Efter 10 minutter i 2. halvleg erobrede Åstrup/Hammelevs styrmand i forsvaret Nicolaj Jarsmer bolden og førte den op ad banen. Han tog et par træk og spillede bolden ud i siden, fik den tilbage, og vær så god, så scorede han til 3-0 med et flot og fladt langskud.
Ti minutter senere var Andreas Busse igen på spil, da han bragte Daniel Skak Kristensen i scoringsposition ved at lægge bolden skråt tilbage i fødderne på sin medspiller. Daniel Skak Kristensen svigtede ikke og scorede til 4-0.
Og i det 75. minut blev der lavet straffespark på Andreas Busse, som var på vej til at runde hjemmeholdets målmand. Åstrup/Hammelev hentede målmand Martin Nielsen frem for at tage straffesparket, og den tidligere angriber scorede sikkert til slutresultatet 5-0.

Efteråret gik over al forventning

Dermed var der lagt op til oprykningsfest med høj stemning og glæde i truppen.
Kim Busse forventer også at være træner for holdet i næste sæson i Serie 1.
”Jeg skal stå for træningen og for at samle holdet, men Jacob Steensgaard, som netop er stoppet som træner i Vivild IF, har lovet at hjælpe til med træningen om torsdagen, hvor jeg selv har problemer med tiden,” siger Kim Busse.
Han forventer en uændret trup, som måske kan blive forstærket.
”Det er gået efter al forventning i efteråret. Vi troede vi skulle kæmpe for at overleve i Serie 2, og så rykker vi op,” siger Kim Busse, som er klar over, at det bliver en stor udfordring for holdet at spille i Serie 1.