Fortsæt til indhold

FC Djursland fik landet et kompromis

Aastrup-Hammelev udtræder af seniorsamarbejdet, herunder også U19, i FC Djursland, men forbliver i ungdomssamarbejdet

Sport
Af Lars Norman Thomsen

?Efter to uger med megen debat på de sociale medier om det rigtige eller forkerte i, om Aastrup-Hammelev skulle have lov til at trække sig fra seniorsamarbejdet i FC Djursland men forblive i ungdomsarbejdet, blev der i weekenden indgået et kompromis, der indebærer, at det bliver sådan.
Aastrup-Hammelev fortsætter på ungdomssiden, men får lov til at trække stikket til seniorsamarbejdet. Det betyder, at de 5-6 spillere med medlemskort i Aastrup-Hammelev, der i den afsluttede sæson har indgået i FC Djursland-seniortruppen: Marcus Bak, Casper Fiehn, Jesper Sørensen, Benjamin Lahn Sørensen, Frederik Harvig og Simon S. Andersen skal beslutte, om de fremover vil spille enten i moderklubben eller i FC?Djursland. Det sidste vil indebære, at de skal melde sig under fanerne i en af de tre andre moderklubber.
FC Djurslands snart forhenværende bestyrelsesformand præciserer, at Aastrup/Hammelev fortsætter med at være med uændret på ungdomssiden frem til og med U17-årgangen.
"U19 og seniorsamarbejdet i FC Djursland udgøres fremover kun de tre andre moderklubber, Grenaa IF, AC Norddjurs og Østdjurs 91," siger Benny Sørensen.
Han tvivler på, at FC Djursland kan mønstre et U19 hold efter nytår, men det vil komme an på en prøve.
"Vi skal først have et overblik over, hvilke spillere, der er til rådighed, og hvordan Aastrup/Hammelevs farvel til seniorsamarbejdet påvirker det hele. Vi ved for eksempel ikke endnu, hvor de 5-6 Aastrup/Hammelev spillere, der var en del af FC Djursland-truppen, er henne efter nytår," siger Benny Sørensen, der siger formandsposten farvel på den kommende generalforsamling, som skal afvikles inden nytår.