Fortsæt til indhold

Første sejr til nyt Stenløse-hold

Fik en 1-0 sejr med hjem da de mødte B 1903 på Lyngbyvejen

Sport
Ove Dyrstrøm

FODBOLD. Der var klar fremgang at spore for Stenløses nye hold i Sjællandsserien, idet holdet sikrede sig en 1-0 sejr, da de i lørdags var på besøg hos B 1903 på Lyngbyvejen. Selv om der endnu mangler en del, så giver sejren selvtillid oven på 3-0 nederlaget til Herlev i den første træningskamp i tirsdags.
”Herlev var lige 14 dage foran os med træningen, og det kunne mærkes. Men vi ligger ikke så meget i resultatet, deres første mål var fint nok, mens de to sidste var lidt i den billige afdeling”, fortæller holdets træner Michael Bo Nielsen.
Truppen er så småt ved at tage form. Efter en del afgang i form af Jimmy Mayasi, Lasse Madsen, Hani Naboulse, samt formodentlig Mathias Pointinger og Lasse G. Madsen, så er der også kommet tilgang den anden vej, idet Benjamin Lee er ankommet. Han har tidligere spillet for GVI og AB. Også en målmand blev testet i opgøret mod B 1903, hvor han stod på mål i 1.halvleg, mens Jakob Nielsen tog 2.halvleg. Endvidere er der kommet Claes Rasmussen fra GVI, samt forsvarsspilleren Malthe Møller fra Frederikssund og Dennis Jørgensen, Ejby. Anfører Morten Edvold er også så småt på vej tilbage efter sin skadespause, og han spillede 50 minutter i lørdagens kamp.
”Mod B 1903 spillede vi godt i de første 55 minutter, hvorefter det så kneb lidt med luften, men det begynder at ligne noget, så nu skal vi bare hele tiden bygge på. I den periode havde B 1903 vel ikke en ærlig målchance, så der har virkelig været fremgang at spore den sidste uges tid”, siger Stenløse til Lokalavisen.
Mandag aften kl. 18.30 spiller Stenløse næste testkamp mod Avarta i Espelunden.