Fortsæt til indhold

Formand for bordtennisklub blev årets leder

Formand for Rønde BTK Bjarne Jacobsen er blevet hædret som årets bordtennisleder i DGI

Sport
Af Martin Schultz

Hæderen forsætter med at drysse ned over den populære Rønde Bordtennisklub.
Rønde BTK er nemlig ikke blot blevet udpeget som Årets klub af Jysk Bordtennis Union, men samtidig er klubbens formand, Bjarne Jacobsen, blevet udnævnt til Årets bordtennisleder i DGI.
Dermed sætter klubben et effektfuldt punktum for en sæson, som ikke blot bød på oprykning for klubbens to bedste seniorhold til 2. division og Jyllandsserien. Samtidig var der nemlig også så stor tilstrømning til klubbens ungdoms- og seniorhold, at klubben fik problemer med overhovedet at være inden for sine fysiske rammer i Rønde Idrætscenter og måtte sætte interesserede på venteliste.

Et godt klubliv

Bjarne Jacobsen, snart 49 år, er et kendt og afholdt ansigt i Rønde, både i sit erhverv som slagtermester gennem mere end 25 år i det tidligere SuperBest og nuværende Meny, men også som frivillig idrætsleder gennem mange år i Rønde.
Han har været engageret både inden for håndbold og fodbold i TRIF gennem mange år, og det er ikke nogen hemmelighed, at han mødte sin kone Tina til en afslutningsfest i TRIF's fodboldafdeling. Både Tina og siden parrets to drenge Rasmus og Mads har været dygtige bordtennisspillere, mens Bjarne Jacobsen ikke selv har været aktiv bordtennisspiller.
Alligevel har han på bedste vis løftet arven efter Rønde BTK's legendariske bordtennisleder Bengt Agerholm, som døde alt for tidligt og efterlod sig en velrenommeret bordtennisklub, som Bjarne Jacobsen nu i 2 ½ år har været formand for.

Glad og positiv formand

”Kunsten er at skabe et godt klubliv,” siger Bjarne Jacobsen, som altid er til stede i klubben til træningsaftnerne mandag og onsdag.
”Bjarne kender alle og snakker med alle, både børn og voksne,” siger bestyrelsesmedlem i Rønde BTK, Dennis Bomholt, som fremhæver formandens evne til at uddelegere opgaverne.
”Bjarne Jacobsen er en rigtig ildsjæl og formår at motivere folkene omkring ham,” siger Philip Davidsen, som er suppleant i bestyrelsen.
“Han knokler i bestyrelsen for at skaffe klubben bedre rammer og bruger meget tid på at hjælpe alle klubbens turneringshold. Han er altid glad og positiv trods en travl hvedag med fuldtidsarbejde som leder og sin familie,” siger Philip Davidsen.
Selv fremhæver Bjarne Jacobsen betydningen af klubbens sponsorer for klubbens succes.
“Vi har en fantastisk opbakning fra vores sponsorers side,” siger Bjarne Jacobsen.