Håndbold fra øverste hylde afslutter Håndboldens Dag
IF Midtdjurs blænder lørdag 22. august op for opgøret mellem Ligadamerne fra SK Aarhus og Randers HK i Midtdjurshallen
IF Midtdjurs Håndbolds små og store håndboldspillere er i fuld gang med forberedelserne til den ny sæson.
Håndboldafdelingen sætter alle sejl til i august med en intensiv markedsføring, der i sidste uge betød, at samtlige husstande i Ryomgård, Nimtofte og Pindstrup modtog en borchure med med information om lokalhåndbolden, træningstider og trænere.
Ligeledes har de yngste piger og drenge på skolerne fået en invitation med hjem i tasken, der også gælder deres forældre. Far, mor og børn inviteres på besøg i Midtdjurshallen for at overvære nogle træningspas selvfølgelig med et håb om, at flere bider til bolden og går i gang med spillet med den runde bold.
Håndboldens Dag
Lørdag 22. august kulminerer den intensive markedsføring med Håndboldens Dag i Midtdjurshallen.
"Arrangementet er for alle børn, unge, forældre og bedsteforældre, kort sagt alle, der har lyst til nogle sjove timer sammen med en bold og andre med samme interesse," siger Dan E. Föh, formand for håndboldafdelingen.
IF Midtdjurs har holdets kontingent af trænere samlet i hallen til Håndboldens Dag klar til at bistå med gode råd og dåd.
Der vil desuden være nogle stande i hallen, der fortæller om hverdagen i en håndboldafdeling som drives af frivillige trænere og ledere.
Elitehåndbold
Klokken 13 gøres der klar til desserten. Dameligaholdene fra SK Aarhus og Randers HK indtager halgulvet og duellerer i en træningskamp.
Kampen fløjtes op klokken 14, og der bliver rig lejlighed til at nærstudere subtoppen af dansk damehåndbold.
Begge hold møder frem med flere kapaciteter. Hos SK Aarhus det 19-årige stortalent, 192 cm høje Mette Tranborg, ungverdensmester med Danmark i U19 og allerede inde omkring det rigtige landshold.
Hos Randers HK er det landsholdsspilleren Camilla Dalby, der er tilbage hos kronjyderne efter to år i storklubben Budocnost.
Efter kampen vil der være mulighed for at få autografer fra de to holds spillere.
Der er gratis adgang til kampen og Håndboldens Dag i det hele taget.