Fodbolddreng fik drømmerollen i film om EM-triumf
Skuespilleren Cyron Melville drømte som dreng om at være i Brian Laudrups støvler
“Da EM-finalen var forbi, løb jeg ud i haven og spillede fodbold med mig selv i flere timer. Jeg var selvfølgelig Brian Laudrup.”
Sådan husker skuespilleren Cyron Melville den sommeraften i 1992, da han som 8-årig fodbolddreng i Veggerslev netop havde overværet Danmark slå Tyskland med 2-0 i EM-finalen i Gøteborg.
Og Brian Laudrup blev ved med at være Cyron Melvilles store fodboldforbillede, så det er med hans egne ord “kæmpestort”, at den nu 31-årige skuespiller har fået mulighed for at spille Brian Laudrup i den meget omtalte film “Sommeren '92“ om den danske EM-triumf, som torsdag har premiere i biografer over hele landet.
En dygtig angriber
Cyron Melville flyttede fra Frederiksberg til Djursland som 6-årig.
Som søn af forældre med rødder i skuespilfaget udfoldede han tidligt sit dramatiske talent og fik sin spillefilmsdebut som 10-årig i den prisbelønnede film "Menneskedyret" i samspil med blandt andet Jens Okking.
Cyron gik på Norddjurs Friskole og blev her en så dygtig trommeslager, så han siden med flere tidligere friskole-venner dannede reggaebandet “BliGlad”.
Men glæden ved og lysten til fodbold fulgte ham gennem hele barndommen, og efter EM-finalen stillede Cyron til fodbold i den lokale Gjerrild-Bønnerup IF.
Siden skiftede han til Nørager Boldklub, hvor han fik Ib Christensen som træner på lilleput- og drengeholdet.
"Cyron spillede med drenge, der var større end ham selv. Han var angriber og havde rigtig gode kvaliteter. Han var helt sikkert en god spiller, og jeg tror også han var topscorer på holdet," husker Ib Christensen, som dog ikke lige havde set ham spille på landsholdet - som Brian Laudrup.
Spillede altid fodbold
Drømmen om at være en Brian Laudrup levede videre i drengeårene med masser af fodbold.
“Jeg var centerforward og spillede på hold med min ven Esben Knoblauch, som var højre kant. Jeg var Brian Laudrup og Esben var Flemming Povlsen. Vi spillede altid fodbold, både hjemme i haven, i skolen eller i klubben,” fortæller Cyron Melville, som også kom til at spillede ungdomsfodbold i Stenvad Boldklub sammen med den senere “popstar” Jon Nørgaard.
Efter nogle år i Aarhus flyttede Cyron Melville til København, men er stadig stærkt knyttet til Djursland gennem sin familie og svigerfamilie.
“I København spiller jeg på et hold, som hedder FC Amalie. Det er en klub med især unge fra Djursland og Aarhus, som er flyttet til København. Men det kniber med tiden, så ofte samler jeg bare nogle venner, og så går vi ned i Nørrebroparken og laver to hold,” siger Cyron Melville, som stadig som voksen og familiefar har den helt umiddelbare glæde ved at lege med en fodbold.
Varm om hjertet
Nu har den stået på rigtig meget fodbold for Cyron Melville i de halvandet år, som det har taget at lave filmen “Sommeren '92”.
“Det har været en fantastisk tid, hvor jeg har kunnet forene mine to største interesser, skuespillet og fodbolden. Samtidig har jeg fået en hel stribe nye venner blandt “holdkammeraterne” og fået lov til at lave film sammen med så dygtige skuespillere som Ulrich Thomsen og min gode ven Mikkel Boe Følsgaard,” siger Cyron Melville.
Filmen handler om fodboldlandsholdets EM-triumfen i 1992 med Cyron Melville/Brian Laudrup i en afgørende rolle.
“Man bliver da lidt varm om hjertet, når en af ens gamle spillere er med i en sådan film. Jo, jeg skal bestemt ind og se den,” siger Cyron Melvilles tidligere træner Ib Christensen.