Vivild tørster efter den første scoring
Nyoprykkerne til Serie 1 møder lørdag eftermiddag ligeledes nyoprykkede BMI på udebane og håber på sæsonens første sejr
Selv om den dansk-brasilianske magiker og måltyv, Paulo Maciel, er vendt hjem til Vivild efter en kort afstikker til Langå, har Vivild endnu det første mål til gode i denne sæson, hvor det er blevet til et uafgjort resultat og to smalle nederlag til Nørager og senest DGL 2000, Aarhus med de tidligere Stenvad-spillere Thomas "TC" Christensen og Thorkil Christensen på holdet og ligeledes de tidligere FC Djursland/Grenaa/Østdjurs/Aastrup-Hammelev spillere, Lasse og Rune Mønster.
"DGL er klart det bedste hold, som vi har mødt i efteråret, men vi holdt dem på en scoring og kun en åben chance. Desværre spillede vi os ikke selv frem til en scoring, og derfor tabte vi for anden kamp i træk," siger Vivilds assistenttræner Jesper Møgelvang.
Lørdag klokken 14 tropper Vivild op på Egelund Idrætscenters kampbane i Malling for at møde hjemmeholdet Beder Malling IF (BMI).
BMI har i modsætning til Vivild været flittige på måltavlen - både i eget og modstandernes felt, hvad en målscore på 14-12 i eget favør vidner om.
BMI har hentet syv point i fire spillerunder.
Flere af BMI-spillerne har erfaring fra højere niveau, hvor de har spillet Danmarksseriefodbold i Odder.
Vivilds måltørke stopper inden længe, forsikrer Jesper Møgelvang.
"Det vender helt sikkert på et tidspunkt, og det må meget gerne blive mod BMI," siger assistenttræneren.