Tophold spillede godt og tabte stort
Åstrup/Hammelev fik mand udvist efter to minutter og tabte 5-1 til Helsted Fremad i Serie 2
Åstrup/Hammelev løb efter fire sejre på stribe ind i en øretæve, da topholdet i Serie 2 lørdag eftermiddag var på besøg hos Helsted Fremad IF.
I en kamp, som var præget af lørdagens massive regnvejr, tabte Åstrup/Hammelev nemlig med 5-1, og selv om holdets træner Kim Busse var tilfreds med spillet, gik det resultatmæssigt helt skævt for gæsterne.
”Det blev op ad bakke og dommeren dømte i hvert fald ikke vores vej,” siger Kim Busse diplomatisk.
Allerede efter to minutters spil blev Åstrup/Hammelevs midterforsvarer Nicklas Dohn Jakobsen udvist med direkte rødt for at holde en modstander i trøjen helt ude ved sidelinien.
”Men vi spillede en god 1. halvleg og havde to store chancer for at komme foran. Men ti minutter før halvleg fik vi ikke clearet bolden ordentligt,” siger Kim Busse, som måtte se Helsted Fremad bringe sig foran 1-0 i denne situation.
Kom hurtigt bagud med yderligere to mål
Åstrup/Hammelevs træner og spillere var fortrøstningsfulde ved starten af 2. halvleg trods undertallet, men allerede kort ind i halvlegen blev kampen reelt afgjort på to kontroversielle afgørelser.
Først blev der dømt et tvivlsomt straffespark, som Helsted Fremad scorede sikkert på, og blot to minutter senerede stod det 3-0, da en bold, som Åstrup/Hammelev træner Kim Busse tydeligt så ud over baglinien, blev sendt ind over og derfra omsat i mål.
”Vores spillere holdt i hvert fald op med at spille, men man skal selvfølgelig spille indtil dommeren fløjter,” siger Kim Busse.
Det hjalp ikke meget, at Andreas Busse efter 20-25 minutter fik reduceret til 3-1 på et godt mål, da han blev spillet godt i dybden og driblede forbi et par modstandere.
Gæsterne havde ikke kræfterne til at slå igen, og hjemmeholdet fik udbygget føringen med to mål til en overbevisende 5-1 sejr.
Spillerne holdt hovedet koldt
På trods af det store nederlag var Åstrup/Hammelev træner Kim Busse tilfreds med sit holds indsats.
”Masser af ros til mine spilere, som jeg synes spillede en god kamp. Og ros, fordi spillerne forblev rolige og disciplinerede, selvom mange ting gik os imod i denne kamp. Vi spillede kampen uden at få gule kort,” siger Kim Busse.
Lørdag møder Åstrup/Hammelev bundproppen Purhus på hjemmebane inden den følgende uge byder på både ude- og hjemmebanekamp Langaa IK.
Udekampen i Langaa tirsdag er dikteret afviklet af DBU Jyllands disciplinærudvalg efter at Langaa IK først fik tildelt tre point uden at kampen var blevet spillet. Det var ikke lykkedes de to klubber at nå til enighed om at flytte kampen.