IF Midtdjurs på tavlen i sæsonens første sejr
IF Midtdjurs vandt søndag eftermiddag bundopgøret på Ryomgård Stadion over Purhus med 3-1 i Serie 2
Så lykkedes det omsider IF Midtdjurs i Serie 2 at komme på tavlen i denne sæson, og det endog i dobbelt forstand: holdet scorede for første gang i denne sæson og fik også point, alle tre oven i købet.
Nyoprykkede Purhus blev besejret 3-1 (1-0) søndag eftermiddag på Ryomgård Stadion. Purhus er nu eneste mandskab i Serie 2, der endnu ikke har fået point.
IF Midtdjurs kom foran 1-0 i det 40. minut, da højreforsvarer Jonas ”Joe” Simonsen satte sig igennem foran modstandernes felt, hvor han vandt fire nærkampe og siden fritspillede unge Tobias Aude Gudumlund, der koldblodigt afdriblede målmanden og trillede bolden i mål.
Inden da havde Purhus haft et skud på underkanten af overliggeren hos IFM-målmand Nikolaj Brasch, men hjemmeholdet var mest på bolden, og pauseføringen var okay.
”Vi forsømte at bruge flere stationer, når vi spillede os ud af deres første pres, og derfor løb for meget ud i sandet, men indstillingen var godkendt,” siger IFM-træner Lars Norman Thomsen.
Scoring på første berøring
Efter pausen gjorde indskiftede Kushtrim Deskaj det til 2-0. Han havde netop afløst målscorer Tobias Aude Gudumlund efter 55 minutter, da han afsluttede et flot angreb iscenesat af Anel Alagic og Mads Høegh. Deskaj udnyttede perfekt Mads Høeghs gode indlæg fra højre.
Senere var Kushtrim Deskaj også involveret i scoringen til 3-0, da han smart spillede en pasning videre fra Mikkel Sonnichsen til en fremløbende Mikkel Fanø i feltet, og Fanø kastede sig frem, og med 'låget' bugserede han kuglen i nettet.
Purhus reducerede i det 95. minut, da hjemmeholdets bagerste tog en blunder og ikke fik clearet godt nok.
Flere gode præstationer
Hos hjemmeholdet var der mere målrettethed i aktionerne end i de foregående kampe.
”Vores dagsorden var en sejr, og den fik vi, fordi der blev arbejdet for det,” siger Lars Norman Thomsen.
”En god holdpræstation, men vi skal løfte os endnu mere. Vores organisation sejlede lidt i perioder, og vores spil med bolden skal også forbedres.”
Han og medtræner Klaus Fanø kunne glæde sig over, at IFM's andethold i Serie 4 som forkamp til Serie 2-kampen vandt 5-2 (3-0) over nedrykkerne Rougsø FF efter en god præstation.
Rune Bach, to mål af Andreas Rank Jensen, Lasse Kjær og Ali Khalid scorede de fem mål, inden Rougsø FF reducerede to gange i slutminutterne.