Fortsæt til indhold

To sene mål gav Grenaa IF sejren i lokalopgør

Grenaa IF trak det længste strå i 2-0 sejr over Vivild IF i jævnbyrdigt bundopgør i Serie 1

Sport
Af Martin Schultz

Med en sejr på 2-0 på mål allersidst i kampen sikrede Grenaa IF sig tre vigtige point og rykkede op over nedrykningsstregen, hvor modstanderen Vivild IF til gengæld nu hænger i en tilsyneladende meget jævnbyrdig Serie 1 kreds.
Kampen blev spillet onsdag aften på HSM Arena i Grenaa, hvor hjemmeholdet med kun to point efter fire kampe var sulten efter at få sæsonens første sejr.
I den ifølge Grenaa IF træner Brian Engelund meget lige kamp havde hjemmeholdet for en gangs skyld marginalerne på sin side, men måtte helt frem til det 88. minut før holdet scorede til 1-0.
Sejren blev derefter cementeret med en sen scoring i overtiden til stor ærgrelse for Vivild IF, som var begyndt at tro på en nul-løsning, som gæsterne ifølge assistenttræner Jesper Møgelvang godt kunne have levet med.

Tæt affære med muligheder til begge hold

”Det var et lige opgør, som bølgede frem og tilbage, men jeg mener vi havde et lille overtag i 1. halvleg og flere chancer end Vivild,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
”Også 2. halvleg var en tæt affære med muligheder til begge hold. Man sad med den tanke, at det hold, som scorer, vinder kampen,” mener Engelund.
Afgørelsen faldt i det 88. minut, da Grenaa IF kom i en omstilling i Vivilds højre side, som gæsternes Jonas Bossow ikke fik clearet. Vivilds anfører Niklas Mathiesen måtte derfor stoppe en modspiller med ulovlige midler med en advarsel og frispark til følge.
Tor Toftgaard Madsen sendte et velplaceret frispark ind i feltets forreste område, hvor Sune Sørensen snittede bolden i mål.

Lobbede bolden i mål til 2-0

Med en mand i undertal var Vivild på hælene i sltfasen, selvom holdet forsøgte at slå igen.
Men kampen blev lukket i overtiden, da Grenaa IF udnyttede en omstilling. Indskiftede Jalil Faizi spillede Kristian Gertsen fri, så han fra kanten af feltet kunne lobbe bolden i mål hen over målmand Christian Ryggard.
”En elegant scoring af Kristian Gertsen, som netop er kommet tilbage efter en længere skadesperiode,” siger Brian Engelund, som havde ros til sit midterforsvar med Mikkel Bech og Morten Winther og kaldte sejren ”en helstøbt holdpræstation”.
Vivild IF blev med nederlaget overhalet i tabellen af netop Grenaa IF.
”Efter nederlaget måtte vi gå slukørede mod omklædning - ærgerligt, da vi havde fortjent det ene point. Vi må dog op på hesten igen på lørdag, hvor Hasle Boldklub venter på hjemmebane,” siger assistenttræner Jesper Møgelvang.
Grenaa IF møder søndag kl. 13.00 Søften GF på HSM Arena. Søften er ubesejret i efteråret og har efter to sejre spillet tre kampe i træk uafgjort 4-4.