Kolind i top tre efter sikker sejr mod Hadsund
KPI vandt sin fjerde sejr i træk med 4-0 mod Hadsund på udebane i Serie 2
Efter en pointmæssig sløj start på sæsonen med to smalle nederlag rykker Kolind-Perstrup IF nu frem i tabellen, efter at det lørdag eftermiddag blev til den fjerde sejr i træk i udebaneopgøret mod Hadsund.
Med en sejr på 4-0 efter 2-0 ved pausen viste KPI igen, at holdet kan finde vej til modstandernes netmasker og vandt sin tredje 4-0 sejr i denne sæson.
Kampen mod Hadsund B var et møde med en ny modstander, som KPI-træner Mads Berg ikke havde mødt før. Det var en vigtig kamp for begge hold, hvis man ville fastholde en placering i rækkens bedste halvdel.
Men KPI kom til Hadsund med et veloplagt hold, som var klar fra første fløjt og ikke gav meget spillerum til hjemmeholdet, som ifølge Mads Berg kun havde én reel chance, som KPI-målmand André Ørgård tog sig af.
KPI måtte til denne kamp undvære de to kanter Sebastian Konrad og Martin Holm, som begge var forhindret af private grunde. Men holdet har med de mange oprykkede U19-spillere fået en god bredde og en sund konkurrence om pladserne, så savnet af de to formstærke kanter fik denne lørdag ingen indflydelse på udfaldet af kampen.
Går til pausen med en 2-0 føring
KPI fik en god start på kampen med flere gode muligheder. Holdet kom foran efter godt 30 minutter, da kantspilleren Kasper Therkildsen sendte et hjørnespark indover. Det blev forlænget af Jakob Degn til Daniel pedersen, som med hovedet kunne bringe KPI foran 1-0.
Gæsterne fra Kolind holdt trykket og fik en perfekt udgang på 1. halvleg, da Kasper Therkildsen i en omstilling satte sin direkte modstander i en aktion på højre kant.
Angriberen Mikkel Møller havde taget turen med frem, da spillet vendte, og nåede frem, da indlægget fra Kasper Therkildsen blev spillet ind i modstandernes felt, hvor Mikkel Møller kunne heade bolden i mål til en KPI-føring på 2-0.
En koncentreret og disciplineret indsats
KPI forblev i kontrol med kampen i hele 2. halvleg, og det blev ikke nemmere for hjemmeholdet, som fik udvist en spiller med rødt kort efter godt 60 minutter.
Men KPI måtte helt frem til slutningen af kampen for at få slået sejren fast.
I det 86. minut blev det 3-0, da Kasper Therkildsen fik lagt bolden skråt tilbage i feltet til Mikkel Møller. Med ryggen til målet fik den store angriber vendt sig rundt og sendt bolden i mål.
I kampens sidste minut blev det til slutresultatet 4-0, da Rune Bækgård fra venstre side sendte et indlæg frem mod den forreste stolpe, som den indskiftede centrale midtbanespiller Marc Pedersen i et aggressivt løb nåede frem til og nærmest glidende fik bugseret bolden i mål.
”Vores hold spillede en solid, koncentreret og disciplineret kamp,” siger cheftræner Mads Berg.
Rune Bækgård blev valgt som kampens spiller og blev belønnet for en god og disciplineret indsats.
KPI møder lørdag Helsted Fremad på hjemmebanen Kolind Park. Helsted Fremad slog lørdag topholdet Åstrup/Hammelev med 5-1.