Åstrup/Hammelev taber skrivebordsopgør til Langaa IK
Langaa IK får tre skrivebordspoint mod Åstrup/Hammelev i Serie2 efter at DBU Jyllands Appeludvalg har truffet endelig afgørelse i klagesag
Langaa IK får tre point og DBU Jyllands Appeludvalg omstøder dermed DBU Jyllands Disciplinærudvalgs afgørelse om, at kampen skulle spilles tirsdag kl. 19.00 på Langaa Stadion.
Appeludvalgets afgørelse er endelig og kan derfor ikke ankes til andre instanser.
Dermed er der sat punktum for en langtrukken sag om udsættelse af en kamp, som skulle have været spillet lørdag 8. august, men som Åstrup/Hammelev ønskede flyttet til en hverdag, hvilket blev afvist af Langaa IK.
Uenigheden om kamptidspunktet blev ikke endeligt afgjort i rette tid og forelagt DBU Jylland, som normalt vil fastsætte en kampdato. Men de to klubber fortsatte dialogen i dagene op til det oprindelige kamptidspunkt, uden dog at kunne blive enige om et tidspunkt for afviklingen af kampen.
Appeludvalg omstøder disciplinærudvalg
Kampen blev ikke spillet og Langaa IK vandt kampen, da Åstrup/Hammelev ikke mødte op på det oprindeligt aftalte tidspunkt.
Åstrup/Hammelev indgav derefter en klage til DBU Jyllands Disciplinærudvalg, som besluttede at kampen skulle spilles og fastsatte den til at blive spillet tirsdag 15. september kl. 18.00 på Langaa Stadion.
Den afgørelse ankede Langaa IK derefter til DBU Jyllands Appeludvalg, som mandag 14. september meddelte klubberne, at det har omstødt disciplinærudvalgets afgørelse og at Langaa IK dermed vinder opgøret uden kamp.
Afgøres lørdag på grønsværen
”Det ærgrer mig helt vildt,” siger Åstrup/Hammelev træner Kim Busse om afgørelsen.
Men nu affinder han sig med sagens afslutning og ser frem til at møde Langaa IK i den ordinære turneringskamp lørdag eftermiddag på Langaa Stadion, hvor spørgsmålet om sejren denne gang afgøres på grønsværen.
Åstrup/Hammelev ligger for øjeblikket nr. 1 i Serie 2 med 15 point for 7 kampe, mens Langaa IK ligger nr. 6 med 11 point for 7 kampe.