Hornslet havde ingen grund til nerver i topopgør
Topholdet fra Hornslet IF vandt 5-1 over rækkens nr. 2 fra Vorup FB og er favorit til oprykningen fra Serie 3
Mens et nederlag til Hornslet IF havde betydet blot to point ned til Vorup FB, kan Hornslet IF med sejren nu glæde sig over et komfortabelt forspring på hele otte point til rækkens nummer to.
”Spillerne har lidt flere nerver på end ellers, og det har jeg faktisk også,” fortæller træner for Hornslet IF, Peter Møller Thomsen.
”Der er mange tilskuere, og den første halve time af kampen er ret krampagtig - med nerverne uden på trøjerne.”
Hornslet havde dog 2-3 store muligheder inden halvleg, mens Vorup ikke kom frem til de helt store muligheder. Pausestillingen var 0-0.
I anden halvleg kom målene
”Det er sådan set fint for os, for vi ved, at vi har et gear mere, og vi skal da også blot 3 minutter hen i anden halvleg, før Jesper Josiassen bringer os foran 1-0.”
Fem minutter senere kom Vorup dog på 1-1 efter en fejl i Hornslets forsvar.
”Vi rejser os dog hurtigt igen og skal kun vente 5 minutter, før Alexander Weldingh scorer til 2-1, og fra det tidspunkt har Vorup ikke ret meget mere at byde på.”
Mads Kirkebæk øgede til 3-1, og kort før Alexander Weldingh i det 80. minut bragte Hornslet på 4-1, var Vorup reduceret til 10 mand efter rødt kort på grund af brokkerier.
Alexander Weldingh nettede en gang mere i det 86. minut til slutresultatet 5-1.
Kampens spiller blev Mads Kirkebæk.
Hornslet - holdopstilling
- Alexander Weldingh
- Daniel Byriel
- Jacob Krebs Ulrich
- Jeppe Horsdal
- Jesper Prang Josiassen
- Kim Henri Petersen
- Mads Kirkebæk
- Ronni Rasmussen
- Sander Haddon Laursen
- Sebastian Binder Poulsen
- Tareq Salim
- Jakob Rønde Andersen
- Thomas Urban Andersen