Brian Johansen lynede tre gange for FC Djursland
FC Djursland hev tre vigtige point hjem i lørdagens bundopgør på HSM Arena med en 4-1 sejr over VRI. Alligevel var cheftræner Krzysztof Popczynski ikke tilfreds
Hidtil har det knebet for den tidligere divisionsspiller Brian Johansen at komme på scoringstavlen for alvor efter skiftet til FC Djursland, men lørdag var den tidligere måltyv på pletten hele tre gange, da FC Djursland efterlod VRI helt nede i dyndet i Jyllandsserien ved at vinde 4-1 (1-1) på HSM Arena.
Alligevel var cheftræner Krzysztof Popczynski ikke tilfreds med indsatsen.
"Det var vigtigt med de tre point, men spillet var bestemt ikke godt," siger Krzysztof Popczynski.
"Vi har spillet langt bedre i de foregående kampe, selv om vi ikke har fået point."
Krzysztof Popczynski var især ikke tilfreds med pasningsspillet og spillernes energiniveau.
"Vi scorede ret tidligt i opgøret, men resten af første halvleg var en søvnig forestilling," siger Krzysztof Popczynski.
Brian Johansen stod for scoringen til 1-0, men inden pausen udlignede VRI.
"VRI har det ikke nemt i denne sæson efter stor spillerafgang, men holdet mødte frem med en god indstilling, og der blev fightet over hele linjen," siger Krzysztof Popczynski.
Casper Fiehn sluttede af
Efter pausen stod der Brian Johansen på scoringerne til både 2-1 og 3-1, før Casper Fiehn lukkede ballet med scoringen til 4-1.
"Der var ingen spillere, der spillede op til deres niveau. Heller ikke vores to nye brasilianere Felipe Soares og Pereira DE Oliveira," siger Krzysztof Popczynski.
"Vi har fem turneringsrunder igen og er fortsat under nedrykningsstregen, så vi skal spille meget bedre i de kampe, der nu kommer, hvis vi skal spille i Jyllandsserien efter nytår," erkender cheftræneren.
Han sender sit hold i kamp igen fredag aften, når FC Djursland møder Vorup FB på Ulvehøjs kunstgræsbane.
Vorup, der trænes af den tidligere landsholdsspiller og lærer på Hessel Fodboldskole, Lars Lundkvist, overraskede i weekenden ved at vinde 1-0 over det hidtil ubesejrede tophold Vatanspor.
Lars Lundkvists mandskab er karakteriseret ved en meget stram organisation, hvor ingen falder ud. Derfor skal FC Djursland spille meget disciplineret på Ulvehøj, hvis der skal point med hjem.
Krzysztof Popczynski vil ikke snakke fremtid
FC Djursland kunne i opgøret mod VRI stille med de samme 14 mand, der senest gjorde det fint ude mod CIF.
Kun Jesper Sørensen var ikke med grundet ferie. Han var afløst af Kris Buus Kristensen.
Cheftræner Krzysztof Popczynski vil ikke snakke om sin fremtid i FC Djursland på nuværende tidspunkt.
Han har ellers kun kontrakt frem til årsskiftet.
"Jeg bruger hele energien på de fem kommende kampe, og når de er overstået, sætter vi os sammen og evaluerer på det, der er sket, og snakker herefter om fremtiden, ikke før," siger Krzysztof Popczynski.