Fortsæt til indhold

Vroom vroom vroom på Petersmindebanen

Der bliver livlig aktivitet i Petermindeskoven ved Kolind i weekenden, når Midtdjurs Crossklub er værter for DM i MotoCross

Sport
Af Lars Norman Thomsen

130 unge hardhittere, fordelt på seks klasser, går all-in i kampen om Danmarksmesterskabet i MotoCross som afvikles i den kommende weekend på Petersminde-banen på Frellingvej i Kolinds udkant.

Syddjurs Ungdomsskoles MotoCross-afdeling i Kolind, Midtdjurs Crossklub, er værter, og værtskabet har givet anledning til masser af arbejde, for 602 gæster har meldt deres ankomst, og flere kan komme til i slutfasen. Mange stempler ind allerede i løbet af fredagen for at være klar til løbsstart lørdag. Der køres på banen både lørdag og søndag.

"Der er lejet ekstra markområder til ryttergård samt parkering og campingområde," fortæller viceungdomsskoleleder Frank Thomsen, der også fungerer som distriktsleder for Ungdomsskolens Kolind-Ryomgaard-afdeling.

Op til 85 ccm

Kørerne må køre på tunede maskiner op til 85 ccm. og er organiseret i LUKS (Landsforeningen Ungdomsringens Knallertsektion).

Ungdomsringen er en forening stiftet helt tilbage i 1942 for alle fritids-, junior- og ungdomsklubber samt ungdomsskoler i Danmark.

Midtdjurs Crossklubs historie rækker langt bagud, og klubben har tidligere med stor succes afviklet mesterskaber på Petersminde-banen. I øjeblikket har Midtdjurs Cross-klub 22 kørere.

Størsteparten af dem kører med i sæsonens JM- og DM-løbsserie.

Livlig aktivitet i værkstedet

"Kørere, forældre og crossledere har siden midten af februar med stor entusiasme arbejdet på at klargøre såvel maskiner, bane samt klubhus til DM-finalen. Herudover er der afholdt forældrearbejdsdage med meget stor forældreopbakning," fortæller Frank Thomsen.

Crossklubbens ledere, Kristian Mikkelsen og Knud Schmølz, vil være på tæerne ved weekendens DM-finale, for flere af klubbens kørere har kvalificeret sig.

Syddjurs borgmester Claus Wistoft, der selv bor et rejehop fra Petersminde-banen, vil søndag stå for præmieoverrækkelsen sammen med Frank Thomsen.