Flyvende start til oprykkerne fra Rønde BTK
Rønde Bordtennisklub tog hul på sæsonen i 2. division med to sikre sejre over SISU/MBK og Esbjerg
De bedste bordtennisherrer fra Rønde Bordtennisklub fik en flyvende start, da turneringen i 1. og 2. division startede i weekenden.
Rønde Bodtennisklub er oprykker til 2. division, men har store forventninger til en god sæsonen efter tilgangen af Jonas Agerholm og Christopher Grymer.
Og forventningerne blev til fulde indfriet, da holdet bestående af Christopher Grymer, Jonas Agerholm , John Sabalic og Michael Knudsen, lørdag besejrede SISU/MBK i Rønde Idrætscenter med 11-3 og søndag tog til Esbjerg og besejrede Esbjerg Bordtennis Klub med de samme cifre.
”Jonas Agerholm og Michael Knudsen vandt alle deres kampe i weekenden,” siger en begejstret formand for Rønde Bordtennisklub Bjarne Jacobsen.
Store forventinger til sæsæonen
Rønde Bordtennisklub oplever stor fremgang både sportsligt og medlemsmæssigt, og klubbens to bedste seniorhold rykkede i foråret op i hhv. 2. division og Jyllandsserien.
Det bedste hold er blevet styrket ved tilgangen af Jonas Agerholm og Christopher Grymer, som sidste sæson begge spillede på SUSI/MBK's divisionshold. De øvrige spillere på holdet er veteranen John Sabalic med masser af erfaring på højeste niveau og Michael Knudsen, som sidste år vendte tilbage til barndomsklubben i Rønde.
Jonas Agerholm er dog opfostret i Rønde Bordtennisklub og er også ungdomstræner i klubben.
”Hvis spillerne kan holde sig skadesfri, tror jeg vi kommer til at spille med om oprykningen til 1. division,” siger Bjarne Jacobsen om forventningerne til sæsonen.
Nu venter der divisionsspillerne en turneringspause til begyndelsen af oktober.
Jyllandsserieholdet og Rønde Bordtennisklubs øvrige seniorhold er endnu ikke startet på turneringen.
Heller ikke klubbens mange ungdomshold er kommet i gang med turneringen endnu.