Kyniske KPI slog godt kæmpende IFM i lokalopgør
Et fokuseret Kolindhold vandt sikkert 3-0 over IF Midtdjurs i velbesøgt lokalopgør i Serie 2 på Ryomgård Stadion
Med en sikker sejr på 3-0 tog gæsterne stikket, da et på flere måder vigtigt lokalopgør søndag eftermiddag blev spillet mellem IF Midtdjurs og Kolind-Perstrup IF foran en fin tilskuerkulisse i herligt fodboldvejr på Ryomgård Stadion.
Hjemmeholdet havde ikke blot revanche til gode efter et ydmygende 4-0 nederlag på Kolind Park for nylig, men mangler også i den grad point på kontoen, hvis man skal arbejde sig op på den rigtige side af nedrykningsstregen.
KPI trængte til at komme ovenpå efter en utilfredsstillende præstation i 4-2 nederlaget sidste weekend mod Helsted Fremad. Med en sejr kunne holdet få kontakt med rækkens bedre halvdel. Og ikke mindst gælder det vel i et sådant lokalopgør mellem to naboklubber om at sikre sig håneretten vinteren over.
Med en koncentreret og disciplineret indsats holdt KPI hjemmeholdet i kort snor og spillede med konsekvens og kynisme en kamp uden afgørende fejl, hvor de mere letbenede IFM'ere blev afvist med hårdt og kontant fysisk spil.
IFM kunne ikke udnytte overtalssituationer i to gange ti minutter efter Kolind udvisninger, og holdet viste også i denne kamp, at det måske godt kan spille sig frem til muligheder, men at den sidste skarphed og kynisme mangler i afslutningerne for at få de mål, som for alvor kan bringe holdet ind i kampen.
To gode aktioner af Martin Holm
Mens IFM i sæsonens første kamp mod KPI var bagud med 3-0 efter et kvarters spil, kom holdet denne gang bedre i gang.
Men KPI var i kontrol fra kampens start og havde flere gode muligheder, inden den lynhurtige kant Martin Holm Hansen i det 31. minut fik slået bolden ud på sin position og satte i fart mod mål uden at to IFM forsvarere kunne afvise ham. Martin Holm Hansen nåede helt ind i feltet og knaldede fra en spids vinkel bolden i mål forbi IFM målmand Nikolaj Brasch.
Samme Martin Holm Hansen var igen på spil i forbindelse med en frisparkssekvens i det 36. minut, hvor han slap fri i feltet og lagde bolden fladt tilbage til midterforsvarer Jeppe Pedersen, som med en klokkeren firsttimer uden for feltet passerede Nikolaj Brasch for anden gang.
Det skal retfærdigvis siges, at IFM to minutter efter fik en stor hovedstødschance lige foran mål, men det blev kun til en forkølet berøring med hovedet og dermed lykkedes det ikke IFM at åbne kampen igen inden pausen.
Snørede sækken med mål på direkte frispark
I 2. halvleg forsatte KPI sit koncentrerede spil og var i kontrol hele kampen igennem, selvom IFM fik mere spil på gæsternes banehalvdel.
Det blev også til flere gode muligheder til hjemmeholdet, som dog aldrig for alvor blev så skarpe, at de kunne true gæsternes mål, hvor målmand André Ørgård tog sig sikkert af hjemmeholdets forsøg.
Midtdjurs kom bedre med i 2. halvleg, men opspillet blev ofte brudt af tekniske fejl og dårlige berøringer, og det var svært at forcere KPI's orange mur af overlegen fysik.
Kolind snørede sækken i det 68. minut, mens holdet var i undertal efter en udvisning af Martin Holm, da Sebastian Konrad scorede direkte på et frispark. Måske ventede forsvaret et højt indlæg, men Konrad sparkede fladt mod det lange hjørne og bolden passerede venner og fjender og landede i mål til 3-0 til KPI.
”Jeg synes vi vandt en fortjent sejr. Set over hele kampen havde vi flest chancer og havde mest at byde ind med offensivt,” siger KPI cheftræner Mads Berg.
”Vi gik på banen for at spille kynisk og kontant centralt og det lykkedes, samtidig med at fik fik sat vores kanter i scene. Vi lykkedes med det vi ville, og jeg var især tilfreds med vores midterforsvar med Jeppe Pedersen og Rasmus Brasch.”
Norma: ”Vi kan gøre det”
På trods af det klare 3-0 nederlag var Lars Norman Thomsen, som træner IFM sammen med Klaus Fanø, optimistisk efter kampen. Holdet ligger næstsidst under stregen og har seks point op til den sjove side af stregen.
”Det var en lige-ved-næsten-og-kamp, hvor vores gameplan holdt i godt 30 minutter, indtil de lige laver et mål, der kommer from out-of-nowhere. Chancemæssigt var kampen lige, og vi gjorde det fint. Der er noget at tage med videre,” siger Lars Norman Thomsen.
”Vores udfordringer er vores pasninger, som fortsat er for bløde og for pressede og vores spil på den sidste tredjedel, som ikke er hurtigt og konsekvent nok.”
IF Midtdjurs skal kæmpe for at rykke frem i tabellen.
”Det er pissehårdt lige nu, men der er ikke langt til en sejr, kun marginaler, men dem skal vi arbejde hårdt på at få over på vores side. Det kræver 5-6 procent mere i tanke, handling og dygtighed. Ikke meget, men vi kan gøre det,” siger Lars Norman Thomsen.
KPI møder lørdag kl. 15.30 Auning på hjemmebane, mens IFM lørdag kl. 13.00 møder Helsted Fremad på udebane.