Fortsæt til indhold

Greenkeeperelev fra Lübker til golfmekka i Afrika

Niels Mikael Andersen, greenkeeperelev hos Lübker Golf Resort, skal gøre græsset grønnere på golfbane i Marokko

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Niels Mikael Andersen drager 1. oktober 2015 på et et seks måneders trip til Marokko. Den 39-årige greenkeeperelev på Lübker Golf Resort har fået muligheden for at høste nye erfaringer med at passe golfbaner på det afrikanske kontinent.

“Jeg skal arbejde seks måneder i uddannelsespraktik hos Tazegzout Golf, der er kåret som Marokkos bedste bane, selv om den kun har været åben i et år,” fortæller Niels Mikael Andersen.

Banen ligger nord for byen Agadir.

“Jeg har ønsket at komme til udlandet som led i min i uddannelse, og derfor er det fedt, at det er lykkedes,” siger Niels Mikael Andersen, født og opvokset i Brunmose ved Pindstrup.

Den rigtige hylde

Egentlig kom lysten til at blive greenkeeper først sent til Niels Mikael Andersen. I de unge år efter skoletiden arbejdede han som tjener i flere forskellige sammenhænge. Det blev til syv år i Norge, to år på en båd og diverse jobs i Aarhus, før han sneg sig med på holdet, da Lübker Golf Resort lagde fra land, som café manager på den del af resortet, der hedder Lübker Square.

“På et tidspunkt begyndte arbejdet at kede mig, og derfor forhørte jeg mig om mulighederne for at blive greenkeeper i stedet for. Det fik jeg ja til, og nu er jeg landet på den rigtige hylde,” siger greenkeepereleven, der kun spiller lidt golf til husbehov, men ellers er med til at sørge for, at det største aktiv hos Lübker Golf Resort, de 36 huller med greens, fairways og roughs tager sig flot og indbydende ud.

“Som greenkeeper skal du også passe blomster, træer og buske ved golfbanen, så der er altid noget at lave på det store anlæg,” siger Niels Mikael Andersen, der i Marokko kommer til et område, hvor golfresortet er tre gange størrelsen på Lübker Golf Resort.

Greenkeeper om et år

Efter de seks måneder i Marokko vender Niels Mikael Andersen tilbage til Lübker Golf Resort for at færdiggøre sit uddannelsesforløb.

Om et års tid er hans fingre blevet så grønne, at han kan fjerne de sidste fire bogstaver fra greenkeeperelev og kalde sig fuldbefaren greenkeeper med lyst til fortsætte i faget og gerne på banen ved Nimtofte, som han har lært at kende bedre end sin egen inderlomme.