Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK missede en gylden mulighed

En dårlig halvleg var nok til, at Nørre Djurs HKs U18 drenge ikke kvalificerede sig til 2. division i den kommende vintersæson

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs U18 drenge havde sat næsen op efter en plads i 2. division i den kommende sæson, men det glippede ved søndagens kvalifikationsstævne i Arena Nord i Randers, hvor modstanderne var Virklund og Randers HH.
Opgøret mod Virklund lignede en overkommelig opgave for Nørre Djurs HK, men det endte i stedet i, hvad træner Henrik Elkjær ikke tøver med at kalde "et kollektivt kollaps".
Nørre Djurs HK førte planmæssigt 8-7 ved pausen, men endte med at tabe 25-21.
"Vi glimtede i korte momenter med fine angrebsopsætninger, og når vi satte spillet op og spillede sammen, så kom vi frem til gode chancer, der også blev omsat til mål. Desværre var der mange personlige fejl og meget individuelt spil," fortæller Henrik Elkjær.

Sejr over Randers HH ikke nok

I stedet for at kaste handsken tog trænerteamet en snak med spillerne og fik banket ny optimisme ind i spillerne.
En time senere var det et nyt og langt bedre Nørre Djurs HK mandskab, der gik på banen mod Randers HH og vandt med 21-17 (12-8).
Randers HH skulle vinde med syv overskydende mål for at placere sig på førstepladsen, fordi Randers HH havde besejret Virklund med ni overskydende mål.
"Der blev kæmpet flot, og der var meget mere disciplin i både angrebs- og forsvarsaftaler. Det var en fornøjelse at se, at vi sagtens kan være med på 2. divisionsniveau," siger Henrik Elkjær.

Udviklingsplan nødvendig

Henrik Elkjær og trænerteamet har indkaldt til spillermøde tirsdag aften for at aftale en udviklingsplan for drengene, så der kan blive mulighed for, at alle får de ønskede udfordringer i sæsonen.
"Vi tror, der kommer en A-række med utrolig stor niveauforskel på holdene. Her vil vi komme til at møde gode hold med stærke træningsmiljøer, men muligvis også hold som blot samles for at spille kamp indimellem," siger Henrik Elkjær.
"Men der vi helt sikkert være U-18 håndbold i Nørre Djurs, selvom vi ikke kvalificerede os til 2. division i denne sæson, og vores opgave bliver nu at at udvikle og motivere spillerne videre herfra, hvor vi er kommet til nu."