Skuffende indsats fedter Grenaa IF ind i bundstrid
Grenaa IF tabte udebanekampen mod bundproppen IF Lyseng med 2-0 i Serie 1
Med to gode 3-1 sejre over henholdsvis Vivild IF og BMI havde Grenaa IF fået et godt afsæt til de sidste fem kampe, og mon ikke man havde håbet på at få point med hjem fra kampen mod Lyseng, som er rækkens bundprop med kun tre point efter tre uafgjorte kampe og uden en eneste sejr i ni kampe?
Men gæsterne måtte skuffende lade de tre point blive i Lyseng, for med et nederlag på 2-0 missede Grenaa IF en oplagt mulighed for at lægge luft til IF Lyseng og Hasle B under stregen.
”Vi kom ikke på noget tidspunkt op på det niveau vi har vist i de sidste kampe, især ikke i det opbyggende og chanceskabende spil,” siger Grenaa IF-træner Brian Engelund.
”Jeg havde advaret mine spillere imod de to sekvenser, hvor Lyseng ville kunne ramme os, nemlig på dødbolde og i omstillinger. Og det var lige netop i sådan to situationer, at Lyseng fik scoret imod os i 1. halvleg.”
Det skete i det 23. minut, da Lyseng scorede på et hovedstød efter et hjørnespark, og i det 42. minut på en omstilling, hvor Grenaa IF mistede bolden i opspillet.
Et frispark på overliggeren og en friløber
Lyseng var ikke en skræmmende modstander, men Grenaa IF var ifølge Brian Engelund endnu mindre skræmmende.
”Udover hvad Lyseng scorede på, havde de ikke mange chancer og det tog vores målmand Michael Bengtson sig af. Men vi havde endnu færre chancer. Vi har ingen chancer i 1. halvleg, hvor Lyseng afviser hele molevitten.”
Grenaa IF havde to muligheder i 2. halvleg, da Kristian Gertsen sendte et frispark på overliggeren, og hvor debutanten, den unge Brazilspiller og 1. års-seniorspiller Nicolai Andersen, fik en friløber, men måtte se Lysengs keeper afværge chancen.
”Modstanderne stod lavt i 2. halvleg, men vores offensive spil fungerede ikke,” siger Brian Engelund.
Nøglekamp søndag mod Hasle B
Søndag spiller Grenaa IF en vigtig kamp, når Hasle B kommer på besøg på HSM Arena i Grenaa.
Hasle B ligger under nedrykningsstregen med 9 point, mens Grenaa IF har 11 point på den rigtige side af stregen.
”Det bliver en nøglekamp. Vores første opgør endte uafgjort, så det er vigtigt at vi vinder, så vi er bedst i det indbyrdes regnskab,” siger Brian Engelund, som med fire kampe tilbage kan se frem til en tæt afslutning i bunden af rækken.
Grenaa IF har tre hjemmebanekampe i de sidste fire kampe.