Fortsæt til indhold

Åstrup/Hammelev tæt på at holde stand efter mål i første angreb

Åstrup/Hammelev fik ikke revanche for skrivebordsnederlag i 1-1 kamp mod Langå IK i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

I en god og jævnbyrdig fodboldkamp delte Langå IK og Åstrup/Hammelev lørdag eftermiddag point i et 1-1 opgør på Langå Stadion.
Den med en vis spænding imødesete kamp havde som bekendt sit eget forspil, efter at DBU Jyllands appeludvalg i forrige uge gav en skrivebordssejr til Langå IK. Det skete, efter at DBU Jyllands disciplinærudvalg først havde dikteret sæsonens første kamp mellem de to hold spillet, efter at Åstrup/Hammelev oprindelig var blevet taberdømt efter en kontrovers om flytning af kampen.
Men disse skærmydsler havde ifølge Åstrup/Hammelev træner Kim Busse ikke den fjerneste indflydelse på kampens afvikling.
”Det var ligesom alle andre kampe. Vi blev venligt modtaget og var med i en rigtig flot spillet kamp,” siger Kim Busse, som så sit hold få den mest optimale start på kampen.
Åstrup/Hammelev bragte sig nemlig foran med 1-0 i kampens allerførste angreb.
”Vi gav bolden op og spillede den lidt rundt. Vi fik et indkast, og så blev Andreas Busse spillet i dybden. Han satte i fart og driblede forbi to modstandere. Derefter lagde han bolden fladt ind i feltet, hvor Mathias Busse omkring straffesparkpletten firsttimede bolden klokkerent op i nettaget,” fortæller Kim Busse.

Åstrup/Hammelev brændte tre oplagte chancer

Gæsterne fra Åstrup/Hammelev startede kampen bedst og havde overtaget det første kvarter, hvorefter Langå mere og mere fik styr på kampen i resten af halvlegen uden at overtaget blev omsat i mål.
”Vi var i pausen tilfredse med vores indsats i 1. halvleg, men det var en hård kamp mod et fysisk stærkt hold. Men vi gik ud til 2. halvleg med nye kræfter,” fortæller Kim Busse.
Åstrup/Hammelev blev presset i 2. halvleg, men havde 3-4 store chancer på omstillinger, og blandt andet havde holdet tre oplagte chancer, hvor angriberen var alene med Langås målmand uden at score.
”Langå IK kom med høje folk og sendte indlæg og indkast højt ind i vores felt, men vi holdt stand, blandt andet takket være en god kamp af vores målmand Marcus Bak,” siger Kim Busse.

Topopgør venter lørdag i Hadsund

Langå IK trykkede på og kastede alt frem i kampens slutfase.
”Langås spillere var større end vores folk, og efter 85. minut lykkedes det dem at udligne på et hjørnespark, som blev headet direkte i mål til 1 - 1,” fortæller Kim Busse.
”Jeg synes uafgjort var et retfærdigt resultat, men skulle der have været en vinder, skulle det have været os, for vi havde chancerne til en sejr,” siger Kim Busse, som roser sine spillere for at give alt, hvad de havde. Ikke mindst målmand Marcus Bak og hele forsvaret spillede en god kamp, mens angriberne lige manglede det sidste til at kunne score det andet mål, som kunne have lukket kampen i 2. halvleg.
Åstrup/Hammelev IF og Hadsund B ligger nu side om side i spidsen af rækken med lige mange point, og netop de to tophold mødes i en kamp om førstepladsen lørdag eftermiddag på Hadsund Stadion.