Fortsæt til indhold

Åstrup/Hammelev hjem fra Hadsund som tophold

Åstrup/Hammelev trak det længste strå i målrigt topopgør mod Hadsund B i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Med en sejr på 4-3 på udebane mod Hadsund B lagde Åstrup/Hammelev op til spændende topopgør lørdag eftermiddag på Å^strup Stadion.
Med Kolinds sejr i weekenden over Auning IF er Åstrup/Hammelev med 19 point og KPI med 18 point nemlig alene i spidsen for Serie 2, og vinderen af lørdagens lokalopgør sætter sig på førstepladsen.
Men først skulle Åstrup/Hammelev forbi Hadsund i tabellen, så der var også i lørdags lagt op til et topopgør.
I en ifølge Åstrup/Hammelev-træner Kim Busse rigtig flot spillet kamp vandt gæsterne med 4-3 efter at have været foran med 2-1 ved pausen.
”Det var en kamp mellem to hold, som ville spille fodbold, så det gik fremad med mange målchancer til begge hold,” siger Kim Busse.

Følte sig snydt for et kæmpestraffespark

Åstrup/Hammelev blev ellers sat under pres i begyndelsen af kampen, hvor hjemmeholdet inden for de ti første minutter havde tre store chancer med en friløber og to skud på stolpen.
”Men vi slap med skrækken og kom mere med i spillet,” siger Kim Busse, som så sit hold komme foran med 1-0 efter 20 minutter.
Hurtige Mathias Busse blev sendt af sted i dybden og løb fra sine oppassere og kunne servere en tværbold i fødderne på Laurits Taul Madsen, som var fulgt med op og som sikkert udnyttede den store chance til at score til 1-0.
I det 35. minut følte Åstrup/Hammelev sig snydt for et kæmpestraffespark, da Andreas Busse driblede uden om målmanden og blot skulle spille bolden i det tomme mål, da han blev lagt ned af målmanden.
”Oveni fik Andreas et gult kort for film, men det ville da være dumt at filme sig til et straffespark, når man blot skal trille bolden i et tomt mål,” mener Kim Busse.

Hadsund udligning på et tyndt straffespark

Men selv i undertal kunne Åstrup/Hammelev score, for blot to minutter efter lagde Daniel Skak Kristensen en kongeaflevering over en halv banelængde i hovedet på Nicolaj Jarsmer, som løb direkte ind i bolden og fik stor kraft på sit hovedstød, som strøg i mål til 2-0.
Hadsund B fik dog reduceret to minutter før pausefløjtet, da Åstrup/Hammelevs målmand Martin Nielsen blev blændet ved at højt indlæg, som derfor fik lov til at sejle ind i det lange hjørne.
Det gode spil fortsatte i 2. halvleg, men det var hjemmeholdet, som efter godt et kvarters spil fik udlignet på et efter Åstrup/Hammelev træner Kim Busses opfattelse meget tyndt straffespark
”Vi var lidt nede i godt fem minutter, men så kom vi i gang igen, og efter 20-25 minutter i 2. halvleg kom vi på 3-2 på et virkelig flot mål, da Andreas Busse bolden i mål på et oplæg fra Nicolaj Jarsmer,” fortæller Kim Busse.
Fem minutter var Jarsmer igen i oplæggerens rolle, da han sendte Mathias Busse i dybden, og hurtigløberen stak af og satte bolden i mål til 4-2 via målmandens hånd.
Få minutter før tid fik Hadsund B reduceret på en flot helflugter, men nærmere kom hjemmeholdet ikke en udligning.

Venter en jævnbyrdig kamp mod Kolind

”Det var en rigtig flot kamp på et højt teknisk niveau med mange flotte mål og mange muligheder. Den kunne lige så godt være endt 8-8,” siger Kim Busse, som kunne se sin reservemålmand Martin Nielsen blive valgt til kampens spiller med 12 stemmer.
”Det siger noget om kampens intensitet og de mange muligheder, at det i en så målrig kamp er målmanden, som får stort set alle stemmer,” siger Kim Busse.
Han kan nu se frem mod endnu en topkamp på lørdag, når KPI kommer på besøg på Åstrup Stadion.
”Det bliver sjovt. Vi forventer en meget tæt kamp, for vi plejer at spille jævnbyrdige og målfattige opgør mod Kolind,” siger Kim Busse, som forventer at kunne stille med det samme velkørende hold, som fik tre point med hjem fra Hadsten.