Auning IF for uskarp til at score i smalt nederlag
Hele holdet havde en kollektiv offday i 0 - 1 nederlag til Hadsund B i Serie 2
Auning IF kom stærkt igen forrige fredag, da holdet efter at have været bagud med 3-1 mod Langaa fik scoret to mål og fik 3-3.
Så moralen var i orden på Auning holdet, som lørdag eftermiddag tog imod Hadsund B på Auning Stadion.
Men desværre for hjemmeholdets tilhængere havde Auning IF ifølge cheftræner Dennis Holdgaard en kollektiv offday, så der var ikke meget at juble over på lægterne på Auning Stadion.
”Det var en lige kamp, hvor vi var uskarpe og intet ville lykkes,” siger Dennis Holdgaard.
Til hans store ærgrelse kom gæsterne fra Hadsund foran med 1-0 efter 25 minutter, men hans spillere har prøvet at komme bagud tidligt i kampen flere gange i denne sæson og fået vendt skuden, så håbet levede på Aunings bænk.
”Vi havde flere chancer, men kunne ikke score. Og Hadsund var tæt på at score til 2-0, så det var ikke godt,” siger Dennis Holdgaard. Hans hold kunne heller ikke udnytte en ti minutters udvisning af en Hadsund spiller kort før pausen.
”Vi satsede lidt mere, men uden at vi blev rigtig farlige. Vi havde sporadiske chancer, men intet ville lykkes,” siger Dennis Holdgaard.
Hele holdet havde en dårlig dag
Der blev talt med store bogstaver i pausen.
”Jeg syntes ikke vi kunne være indsatsen bekendt. Mange af spillerne havde ikke overskuddet på dagen og der manglede en vilje til at tage ansvaret, når det nu ikke kørte for holdet,” siger Dennis Holdgaard.
”Vi manglede viljen og dygtigheden på dagen. ”
På den baggrund var Hadsunds sejr fortjent.
”Hadsund ville vinde og fik en arbejdssejr. De gav sig det ekstra og det blev belønnet,” siger Dennis Holdgaard, som savnede vilje hos sine spillere denne dag.
”Esben Sørensen forsøgte at træde i karakter og stak ud med sin fightervilje, men set over hele kampen, var det hele mit hold som havde en dårlig dag.”
Lørdag skal Auning IF til Kolind Park og møde et KPI-hold, som søndag tankede selvtillid med en sikker 3-0 sejr over IFM i lokalopgøret på Ryomgård Stadion.