ÅHGs venstre forhammer ramte igen plet med effekt
Med en stærkt skydende Joachim Pedersen i spidsen vandt Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer torsdagens hjemmekamp mod Hadsten med 33-24
Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division gik på banen torsdag aften i Aastruphallen med fornyet selvtillid efter at have fået tilkendt en skrivebordssejr over Odder og dermed sæsonens første to point.
Modstanderne fra Hadsten mødte op med den tidligere ÅHG-spiller, Nikolaj Hagen, som spillende trænerassistent, men han var hæmmet af, at både Christopher Mohr og Jacob Fisker ikke var med på grund af en spilledags karantæne.
Hjemmeholdets mange unge løver var kun bagud en gang i opgøret, ved stillingen 0-1, men slutresultatet 33-24 (17-12) lyver en smule, siger ÅHGs assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
"Det var først i de sidste 10-12 minutter, at vi trak afgørende fra. Ellers forsømte vi på flere tidspunkter undervejs at få lukket kampen, når vi havde fået oparbejdet en stor føring. Men vi er selvfølgelig lykkelige for sejren og de to point," siger assistenttræneren.
Hos hjemmeholdet imponerede den unge højre back, Joachim Pedersen, atter - med i nærheden af 12-14 mål.
"Joachim kan næsten gå på vandet for tiden. Han scorer på alt og er virkelig blevet et aktiv for os," roser Carsten Vikkelsø Jensen, der også var tilfreds med, at holdets mest rutinerede, den kenyanske landsholdsspiller Bryan Mathew, i både forsvar og angreb tog et stort ansvar.
"Med Bryan tilbage i midten af vores forsvar undgik vi denne gang at skulle lave forsvars-angrebsudskiftninger, og dermed kunne vi sætte tryk på vores andenbølge i vores kontraspil og det resulterede også i flere scoringer," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Debut til Mygind
Hos hjemmeholdet var der debut til fløjspilleren Mathias Mygind, der ligesom holdkammeraterne Kenneth Hougaard og Frederik Lyng er kommet til fra lokalrivalerne fra Nørre Djurs HK.
Mygind har spillet kvalifikationskampe for Nørre Djurs HKs U18 drenge forud for denne sæson, men da oprykning til 2. division glippede, valgte Mygind at skifte til ÅHG.
På grund af sin deltagelse i de nævnte kvalifikationskampe blev han imidlertid tildelt en måneds karantæne, som reglerne foreskriver, før klubskiftet kunne træde i kraft.
"Vi har ventet på ham, men allerede mod Hadsten var det tydeligt, at han bliver en kærkommen forstærkning på venstre fløj, især når Kenneth Hougaard fortsat kun kan være med, når han skal skyde straffekast," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Mygind bidrog med en 3-4 scoringer, ifølge assistenttræneren, der også kunne se Kenneth Hougaard misse to straffekast ud af fire.
"Han scorede på de to første meget sikkert, men brændte så de to næste. Det er også svært at komme kold ind fra bænken og skulle levere varen."
Savner mere tempo
Forsvarsmæssigt ydede ÅHG en acceptabel indsats. Den unge målmand Kristoffer Petersen tog fint fra i flere situationer, men i angrebet er der plads til forbedringer.
"Vi savner mere tempo i vores stationære spil, det går for langsomt," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Det er fint at lave 33 mål mod Hadsten, men vi får problemer i de kommende kampe, hvis ikke vi øger vores tempo i angrebsspillet. Lige nu kan vi lukrere på, at Joachim (Pedersen, red.) bare tager bolden og kyler den i mål, men det vil vores kommende modstandere være velforberedte på, og derfor er det en forudsætning for at komme op i rækken, hvor det er sjovt at være med, at vi får lagt på vores angrebsspil."
ÅHG møder Todbjerg-Mejlby i Aastruphallen søndag 25. oktober klokken 15 og lørdag 31. oktober gælder det ÅRETS KAMP, lokalopgøret mod Nørre Djurs HK i Nørre Djurs Hallen klokken 16.
"Todbjerg-Mejlby skal vi kunne vinde over hjemme. Det er simpelthen et must, hvis vores målsætning om en placering i top-5 skal blive til noget," fastslår Carsten Vikkelsø Jensen.
Han udnævner Todbjerg-Mejlbys Dean Krogh Kristensen, der er kommet tilbage fra Skovbakken, til et fikspunkt, som ÅHG skal have lukket ned.