Fortsæt til indhold

Fire sejre i rap har bragt Rougsø FF til tops i Serie 4

Et beskæmmende 9-0 nederlag til IF Mols fik Rougsø FF spillerne til at komme op på beatet, og nu kan fodboldfusionen i den vestlige del af Norddjurs selv afgøre, om det hedder Serie 3 efter nytår

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Rougsø FF rykkede ned fra Serie 3 i sidste sæson, men der er håb om en hurtig tilbagevenden.
Med fire turneringsrunder tilbage har Rougsø FF lagt sig i spidsen af Serie 4 med samme pointantal, 22, som rækkens nummer to, Skødstrup SF.
Et nederlag på hele 9-0 på Mols for en måned siden var tilsyneladende et wake up call for truppen, for siden da er det blevet til lutter sejre.
Senest gik det ud over Kolind-Perstrup (KPI), der på Ørsted Stadion måtte gå fra banen med et nederlag på 3-1 (1-1).
Gæsterne stillede ellers op med et stærkt hold med navne som den tidligere superligaspiller René Skovgaard Carlsen, cheftræner Mads Berg og den veltrænede triatlet Mads Groht, og det var da også KPI som kom bedst ud af starthullerne med en scoring kort efter, at dommer Leif Plauborg havde fløjtet første gang.
"Vi forsøgte at trække offside i den bagerste kæde, men der hang en enkelt spiller, og så straffede Kolind os," fortæller Rougsø FF træner Hans Jakobsen, der denne gang kunne mønstre et hold med støtter som brødrene Mads og Jonas Kusk, Mikkel Knudsen, Lars Thomsen, Søren Fynbo og Søren Jacobsen til at vejlede den yngre del af holdet.
"Det er nødvendigt, at vi har 'de rutinerede' med hver gang, hvis vi i første omgang snakker oprykning til Serie 3 og dernæst om at klare os i Serie 3, hvis det altså lykkedes os at rykke op," understreger Hans Jakobsen.

Anders Revsbech svarede igen

Efter cirka en halv times spil tog Rougsø FFs trænerteam tilbagevendte Jesper Thomsen ud og erstattede ham med Anders Revsbech.
Revsbech skulle kun bruge ganske få sekunder til at sætte sit første stempel på kampen. Den ny mand satte sig igennem ved et hjørnespark, og så stod der 1-1 på måltavlen.
En stilling, der holdt til pausen.
"Generelt var det en kamp, hvor begge hold gik til stålet og ville vinde," siger Hans Jakobsen.
"Vi var presset i perioder, men vi stod godt på banen anført af Mikkel Knudsen og Jonas Kusk i vores centerforsvar. Jonas fik holdkammeraternes stemmer som kampens spiller efter de 90 minutter, mens Mikkel virkelig er begyndt at spille på det niveau, som vi kender ham, og han tager et stort ansvar," roser træneren.
Hans Jakobsen var ikke fuldt ud begejstret for kampens dommer, som han syntes strøede vel rigeligt om sig med gule kort.
"Det gik ud over begge hold, men selv om der blev gået til stålet, var det efter min opfattelse helt unødvendigt med så mange advarsler, og det var med til at give en lidt ujævn forestilling."

Stærk mand i målet

Efter pausen måtte Rougsø FF love for målmand Thomas Bækgaard i flere situationer.
"Bækgaard sørgede for at holde os inde i kampen med et par gode redninger," siger Hans Jakobsen.
Det samme gjorde den lille og tætte angriber, Søren Jacobsen, da den altid energiske forward gjorde det til 2-1 efter små 65 minutter.
Det gav hjemmeholdet den ekstra gnist, der gjorde, at 'unge' Kusk med fornavnet Mads kunne lukke og slukke små ti minutter før tid med et rigtigt energimål, hvor han nærmest tacklede kuglen i mål.
"Herefter blev vi præsenteret for to gule kort efter hinanden, så vi spillede med to mand i undertal de sidste syv minutter og derfor blev trykket i bund. Vi overlevede ved at sparke bolden langt væk, når der var mulighed for det," siger Rougsø FF træneren.
Han vil ikke snakke oprykning til Serie 3 endnu.
"Der venter os fire svære kampe, og der er ikke råd til at smide ret mange point, så der er lang vej endnu," konstaterer Hans Jakobsen.

Trænertrio stopper

Hans Jakobsen og medtrænerne Søren Nielsen og Peter Mouridsen stopper som ansvarlige for seniortruppen, når sidste kamp er spillet i dette efterår.
"Det er definitivt," siger Hans Jakobsen.
"Vi har været med i tre år nu, så nu må andre tager over."
Et samarbejde med Allingåbro IF har tidligere været oppe at vende, men aldrig blevet til realiteter. Hans Jakobsen, der også sidder i fodboldudvalget, ved ikke, om det kan blive aktuelt at snakke om det igen.
"Vi har haft et par Allingåbro spillere med i træningen her i efteråret, ligesom vores overskydende spillere har hjulpet lidt til i Allingåbro på deres Serie 6 hold," siger Hans Jakobsen.
Rougsø FF har måttet melde sit andethold i Serie 6 ud på grund af spillermangel. Flere af de unge rejste i sommerferien på efterskole, og dermed blev truppen lige pludselig for tynd til at kunne stille to hold hver weekend.