Fortsæt til indhold

Fuld honnør til duoen Bendixen og Hagensen

To vordende serviceøkonomer i praktik hos Viden Djurs var ankermændene bag tre dage med Brazil Skillz i efterårsferien

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Benjamin Sander Bendixen og Niclas Hagensen læser begge til serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers.

En del af studiet foregår ude i samfundet, og de to unge gutter med masser af fodboldhjerte har været dygtige nok til at få lov til at komme i praktik hos Viden Djurs.

Deres praktik-projekt har været forarbejdet til de tre dages Brazil Skillz på banerne ved Grenaa Stadion, der blev afviklet i efterårsferiens første tre dage med 40 deltagere - 20 drenge og 16 piger.

Konceptet bag Brazil Football College var grundlaget for de tre dage med de faste tre brasilianske trænere som coaches suppleret af de to FC Djursland-brasilianere Felipe Soares, 30, og Pereira De Oliveria Anderson, 26.
De to teknisk meget dygtige spillere er inviteret til Danmark af Brazil Football College og har spillet som professionelle i Brasilien i indeværende sæson.

Koordinator for Brazil Football College, dansk-brasilianske Paulo Maciel, bidrog med overblik og som tolk, når trænernes dansk-portugesiske gloser ikke lige ramte plet hos deltagerne.

Related content

Opbakning fra direktøren

“Jeg foreslog Ole Svit (direktør på Viden Djurs, red.), at vi skulle lave Brazil Skilz i efterårsferien,” fortæller Benjamin Bendixen, der trods sin unge alder både er senior- og ungdomstræner i AC Norddjurs.
“Ole Svit var med på ideen og bad Niclas og jeg om at komme med et udspil, og det fik vi godkendt. Så var det ellers bare med at komme i gang og få markedsført projektet og aftalt alt det praktiske. Det har været sjovt at prøve,” siger Benjamin Bendixen.

Hans partner, Niclas Hagensen, fik også en fodbold i vuggegave og efter ungdomsår i Randers Freja spiller han nu seniorfodbold i Dronningborg i Jyllandsserien.

Tre intensive dage

De 40 deltagere (årgang 1999, 2000, 2001 og 2002) fik ikke ret mange muligheder for at kede sig under de tre dages ophold i Grenaa, hvor de var indkvarteret i de Viden Djurs pavilloner, der ligger ved Grenaa Idrætscenter.

Ved siden af de daglige træningspas i efterårskolde temperaturer blev der også koblet af på mere brasiliansk vis med afstressende svømmeture i svømmehallen, futsal indendørs, foredrag, med en fysioterapeut der gav gode råd om “hvad der skal til for at blive en god fodboldspiller”, og FIFA, bordfodbold, bordtennis og SingStar.

Med 40 deltagere, mange piger fra Skovbakken og drenge fra Hornslet plus unge fra andre dele af Jylland og enkelte helt fra Sjælland, kunne duoen Bendixen og Hagensen godt være mere end tilfredse med deres praktik-projekt.