Rougsø forlod i protest banen ti minutter før tid
Topopgøret i Serie 4 mellem Skødstrup og Rougsø i sidste weekend blev ikke færdigspillet, fordi gæsterne med ti minutter igen valgte at stoppe i protest mod dommerens advikling af kampen
Topopgøret i Serie 4 i sidste weekend mellem Skødstrup og Rougsø FF på førstnævntes bane blev aldrig færdigspillet.
Derfor står der under kampresultat på DBU Jyllands Resultatservice: 'Kamp afbrudt'
Det dækker over, at gæsterne ti minutter før tid ved stillingen 4-0 til hjemmeholdet valgte at forlade banen i protest mod kampens dommer og dennes ledelse af kampen.
"Vi var på dette tidspunkt kun otte mand på banen, og spillerne ville ikke mere, selv om min medtræner og jeg forsøgte at overbevise dem om, at de skulle blive på banen. De syntes, dommeren helt havde mistet grebet om kampen," siger Hans Jakobsen, træner i Rougsø FF.
Rougsø FF havde fået røde kort til Lars Thomsen (benspænd) og Jacob Johansen (voldsom tackling i kamp om bolden).
Ole Frandsen, DBU Jyllands turneringsansvarlige, oplyser til Lokalavisen, at DBU Jyllands Disciplinærudvalg skal behandle sagen.
"Vi mangler Rougsø kommentarer, før end vi kan komme videre," siger Ole Frandsen.
De to røde kort annulleres ikke. De står ved magt. Begge spillere er blevet tildelt en spilledags karantæne.