Zeidler vil se en plan for Ryomgård-projekt
LAs gruppeformand vil se en samlet forretningsplan for en haludvidelse i Ryomgård
En renovering af Marienhoffskolen i Ryomgård for sammenlagt 22,6 mio. kroner i perioden 2016-2019 er blandt den lange række af anlægsinvesteringer i Budget 2016.
Brutto indeholder anlægsbudgettet investeringer for 133 mio. kroner over de kommende år. Netto er det 79,3 mio kroner.
2,6 mio. til haludvidelse
Af de afsatte 22,6 mio. kroner til en renovering af Marienhoffskolen er de 2,6 mio. kroner øremærket en udvidelse af Midtdjurshallen efter fælles overenskomst Marienhoffskolen og IF Midtdjurs imellem.
Et projekt, som begge parter vil kunne få glæde af.
Marienhoffskolen blev indviet i august 1971, og Midtdjurshallen 23. oktober samme år. Ved årsskiftet 2011/2012 overgik Midtdjurshallen fra at være kommunalt ejet til selvejende institution med IF Midtdjurs som driftsherre.
Gennembrud for byggeri
IF Midtdjurs, der har Forretningsudvalget (FU) i hovedafdelingen som øverste demokratisk valgte ledelse, har i en efterhånden længere årrække arbejdet på en sambygning af Midtdjurshallen og foreningens klubhus, der ligger i nær tilknytning til hal og skole, og for nogle år siden blev udvidet med en pavillon, som huser hovedparten af foreningens fitness-aktiviteter.
Projektet har stået lidt i stampe, og derfor kommer de 2.6 mio. kroner som manna sendt fra himlen til at komme i gang. Hvordan et kommende projekt skal tage sig ud, forhandles der fortsat om.
Marienhoffskolen har haft et ønske om en multihal på tegnebrættet et stykke tid, og det er den idé, der tænkes realiseret sammen med en ny cafeteria-løsning.
Vil se en forretningsplan
Under sidste uges 2. behandling af Budget 2016 fremhævede Per Zeidler (LA) det kommende samarbejde mellem Marienhoffskolen og IF Midtdjurs om en udvidelse af Midtdjurshallen til gavn for begge parter som en god idé, men også at han først vil se en samlet forretningsplan for Midtdjurshallen og klubhuset.
“Det er fint nok at putte penge i mursten, men vi skal også kende grundlaget for den fremtidige drift, og derfor vil jeg gerne se en forretningsplan,” lød det fra Per Zeidler.
“Vi skal naturligvis over at se hele området ved Midtdjurshallen, så vi kan danne os et overblik over, hvad det er, som man påtænker,” uddybede Per Zeidler.
Meget krævende
Zeidler har som bestyrelsesmedlem i Rønde Idrætscenter kendskab til driften af et større halkompleks.
“Jeg ved fra mit bestyrelsesarbejde i Rønde Idrætscenter, hvor vigtigt det er, at organisationen fungerer for, at man kan drifte et center af denne størrelse,” sagde Per Zeidler til Lokalavisen efter byrådsmødet.
“Derfor ved jeg også, hvor vigtigt det er, at der bliver lavet en samlet forretningsplan for hal og klubhus i Ryomgård, så alle kender betingelserne, men jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde på byrådsmødet, at det er spændende perspektiver i Ryomgård.”