Et nyt hjemmehold med hurtige fødder
Nørre Djurs HK skal overleve i 3. division på høj fart og tempo
Nørre Djurs HKs nyoprykkere ved godt, at holdet får en svær sæson i 3. division, men den unge trup og trænerteamet tror på, at det er muligt at bide sig fast i rækken med et ungt mandskab med lidt andre spillertyper end fortidens førstehold i Glesborg-klubben.
Lørdagens Nørre Djurs HK hold er et hold, der først og fremmest skal klare sig på fart og tempo.
Godt nok er den tidligere 'hugger', Mikkel Eriksen, vendt tilbage efter en sæsons fravær som følge af en skulderskade, men Eriksens skudarm er fortsat lidt punkteret i forhold til tidligere.
Stortalentet Nymark
Derfor er spillere som Henrik Pedersen og Simon Østergaard på back-pladserne og stortalentet Mathias Nymark på playmaker-postionen afhængige af et morderligt højt tempo til at flytte modstandernes forsvar, så der bliver plads til fløjene, Martin 'Bondemanden' Jensen og rutinerede Nicolai Danefeld Hansen, der er tilbage i Nørre Djurs HK efter i sidste sæson at have spillet Ligahåndbold i Lemvig med stor succes.
På stregen regerer en anden tidligere Ligaspiller, Jeppe Hudtloff Viinberg, der har optrådt i klubber som Team Tvis Holstebro, Skovbakken, Ikast FS, Faaborg HK, Viborg HK og Odder Håndbold.
En stærk mand både i forsvar og angreb, som også kan coache de unge og give dem hints med på vejen.
Ikke mindst Mikas Korsgaard, dygtig ung stregspiller med et stort potentiale og ligesom Mathias Nymark nyoprykket U18 spiller.
Nørre Djurs HK har indledt sæsonen med en sejr og to nederlag. Det ene sved. Hjemme i Nørre Djurs Hallen tabte holdet med 27-19 til Skovbakken, der havde en målmand som var meget svær at passere. Nørre Djurs HK var uden Henerik Pedersen i opgøret, og det kunne mærkes.
Tirsdag aften varmede Nørre Djurs HK op til lørdagens lokalopgør mod Åstrup/Hammelev-Grenaa (ÅHGs) på udebane mod Viby.
En 29-21 sejr i denne kamp gav Glesborg-klubbens spillere et mentalt boost, der får dem til at tro på, at de kan vælte Åstrup/Hammelev-Grenaa.
Nørre Djurs HK er normalt svære at have med at gøre 'hjemme i hulen' foran fyldte tilskuerrækker, og formår hjemmeholdet at stå stærkt i forsvaret og pille ÅHGs esser på backpladserne ud af spillet, er der basis for at komme hurtigt frem over stepperne for at få scoret mål på enten direkte kontraspil eller fra anden bølge.
Laver hjemmeholdet tilpas mange af de 'lette' mål, så er en sejr bestemt inden for rækkevidde.