Fortsæt til indhold

ÅHG vinder protestsag og får to kærkomne point

Odders Morten Ricardy var ikke spilleberettiget, da Odder og ÅHG mødtes i Grenaa Idrætscenter i sæsondebuten. Det bliver nu straffet ved, at Odders 23-22 sejr nulstilles, og de to point tilfalder ÅHG

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division var trætte af at tabe sæsondebuten til Odder i Grenaa Idrætscenter med beskedne 23-22 efter, at ÅHG kort før halvtid førte hele 13-7.
Læs mere: Divisionshåndbold: ÅHG smed sikker sejr på gulvet
Nu vi ser det sig imidlertid, at gæsterne benyttede en ulovlig spiller, Morten Ricardy, i opgøret.
"Vores leder Per Pedersen blev kontakttet af en repræsentant for Hou dagen efter kampen, der kunne fortælle, at Morten Ricardy ikke var spilleberettiget i Odder, men fortsat stod opført som Hou-spiller på kamptidspunktet," fortæller assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG smed derfor en protest til Dansk Håndbold Forbund, som Odder havde fem dage til at appellere. Det gjorde klubben ikke, og derfor tilfalder de to point nu ÅHG.
"Vi vil selvfølgelig helst vinde på banen, men klubberne på det her niveau, os selv inklusive, kender reglerne, og de er lavet for at blive overholdt. Odder har begået en bommert, længere er den ikke," siger Carsten Vikkelsø Jensen
Torsdag aften spiller ÅHG holdets tredje kamp i sæsonen, når Hadsten SK kommer på besøg i Åstruphallen klokken 18.45.
"Jeg tror på, at vi kan vinde, for vi træner fantastisk for tiden. Således trænede vi både mandag og tirsdag og med høj intensitet," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Hadsten SK har den tidligere ÅHG-spiller Nikolaj Hagen med som spillende træner, og ham skal der holdes øje med. Hagen er en klog spiller, der mestrer mange skudvarianter fra distancen, og ligeledes kan skyde rundt om forsvaret fra stående stilling.