Fortsæt til indhold

Reservespækket Nøragerhold vandt sikkert over bundhold

Den gamle garde viste fordums styrke, da Nørager B slog IF Lyseng med 4-1 i Serie 1

Sport
Af martin Schultz

Nørager B er ikke kendt for at have en særlig bred trup og med karantæne, skade og afbud fra fem stamspillere måtte Nøragertræner Casper Kjær Sørensen ud og hente spillere ind blandt de gamle Nøragerkæmper for at stille et slagkraftigt hold til den meget vigtige kamp mod bundproppen IF Lyseng.
Nøragertræneren måtte se bort fra Michael Jensen med karantæne, angrebsesset Mikkel Stær med en skade, og Claus Koch, Mathias Fisker og Steffen Klintø af private årsager.
Men ind kom spillere som Kenneth Fisker, Glenn Hansen, Paw Elgaard, Ole Jensen og Lasse Køtter, som skulle ind og fungere på et hold, som ikke lignede tidligere opstillinger ret meget.
”Med de mange afbud og derfor nye folk på holdet måtte vi lave et helt nyt set up,” siger Casper Kjær Sørensen, som stillede med Kenneth Fisker, Mark Thomassen, Paw Elgaard og Ole Nielsen i den bagerste forsvarskæde. Daniel Sortkjær og Lasse Jensen blev skubbet frem på den offensive midtbane, Kristoffer Frandsen og Christian Mørch blev sat på kanterne og den sædvanlige midtstopper Søren Bai blev sat helt frem på toppen for at skabe ravage med sin fysik og størrelse.

Lyseng reducerer kort før pausen

Og der gik ikke mere end 5 minutter før Søren Bai viste sin målfarlighed, da Christian Mørch satte sin direkte modstander og sendte bolden ind på kroppen af Søren Bai.
Den til dagens kamp udnævnte spydspids tog bolden fint ned og satte den med sin gode sparketeknik i nettet til 1-0 til Nørager B.
”Det var en rigtig fin start og gav Lyseng forsvaret en forskrækkelse. De pakkede sig derefter rundt om Søren Bai og det gav os bedre plads at spille på,” siger Casper Kjær Sørensen.
Nørager B var i fin kontrol med kampen, da Kristoffer Frandsen efter 25 minutter blev sendt i dybden af Daniel Sortkjær. Kantspilleren stak af fra forsvaret og fik lagt bolden i kassen i det korte hjørne.
Kort før halvleg fik gæsterne fra IF Lyseng nyt mod, da det lykkedes dem at reducerer til 2-1 i en situation, hvor Nørager forsvaret ikke fik clearet bolden efter at et frispark havde ramt trekantsammenføjningen. Riposten sprang til den modsatte stolpe og blev sparket ind af en Lyseng spiller.
”Det var lidt af en forskrækkelse, for vi var gået ned i gear i slutningen af halvlegen,” siger Nørager træner Casper Kjær Sørensen.

Veteran scorede til 4-1

Men Nørager kom hurtigt på ret køl igen og godt ti minutter ind i 2. halvleg strøg Mark Thomassen til baglinjen og lagde et godt indlæg ind til den bagerste stolpe, hvor Lasse Jensen kom stormende til og med et flot og koncentreret hovedstød sendte bolden i det lange hjørne til 3-1 til Nørager. Holdets Duracell kanin Ole Nielsen stod i en måske endnu bedre scoringsposition, men Lasse Jensen udnyttede chancen fint og fik stor kraft på sit hovedstød.
”Scoringen gav ro og vi fortsatte i cruise control. Men efter scoringen fik Søren Bai et skrub og blev afløst af veteranen Glenn Hansen, som kom ind og satte sit aftryk på kampen,” fortæller Casper Kjær Sørensen.
I det 70. minut spillede Kristoffer Frandsen og Glenn Hansen sig nemlig igennem i en et-to kombination, og Glenn Hansen kom i stor fart fra en backposition i venstre side og kunne drible uden om målmanden og score fra en spids vinkel til slutresultatet 4-1.

Klassespillere løfter hele holdet

Med rutinen på banen gav Nørager ikke noget væk i resten af kampen, og Casper Kjær Sørensen kunne glæde sig over, at han i nødens stund kunne kalde rutinerede spillere til, og at de præsterede på dagen.
”Efter kampen var der en fed stemning på stadion, fordi de rutinerede spillere viste sig tilliden værdige. Og samtidig har vi i løbet af sæsonen vist, at vi har kunnet rykke spillere op fra Serie 5 til Serie 1, og at de har præsteret,” siger Casper Kjær Sørensen.
”Vi har heldigvis spillere på rigtigt højt niveau, som løfter hele holdet og gør de andre spillere gode.”
Efter sejren over Lyseng kan Nørager B begynde at se opad i tabellen igen, for holdet er kun to point fra en 2. plads, og det er nu klar til at byde Søften GF og BMI op til dans om 2. pladsen.
Med tre kampe tilbage gælder det i første omgang Grenaa IF på udebane på HSM Arena lørdag kl. 15.00. Det kan blive en intens affære, for Grenaa IF har brug for point efter et 3-1 nederlag til Hasle B i weekenden.