Klublegende ny cheftræner i Vivild IF
Dennis Holdgaard afløser Jacob Stensgaard som cheftræner i traditionsklubben ved årsskiftet
Et overraskende trænerskifte er en realitet i Vivild IF.
Den nuværende cheftræner at Jacob Stensgaard har ønsket sig afløst efter et succesrigt år i spidsen for Vivilds førstehold, der blandt andet har kastet to oprykninger af sig - fra Serie 2 til Serie 1 og fra Serie 5 til Serie 4.
Han har valgt at prioritere sit familieliv og sit job som indehaver af to ejendomsmæglerforretninger frem for trænerhvervet.
Hans afløser bliver den nuværende cheftræner i Auning, Dennis Holdgaard.
Dennis Holdgaard er lidt af klublegende i Vivild og kender klubben bedre end de fleste.
Som spiller blev det i klubbens storhedstid således til hele fem oprykninger samt tre gange DM-guld i indefodbold.
Dennis Holdgaard startede sin trænergerning i Auning IF som assistenttræner for Kasper Erikseni 2014, hvorefter han blev forfremmet til cheftræner i 2015 og førte Auning IF fra Serie 3 til Serie 2.
"Vi forventer os meget af Dennis på baggrund af hans erfaring som spiller og på grund af hans seriøse tilgang til fodbolden. Vi ser ham således som det mest lovende trænernavn på Djursland i øjeblikket," siger Jesper Møgelvang fra Vivild IF.
Vivild har lavet en aftale med Dennis Holdgaard, der gælder hele 2016.
Møgelvang i tænkeboks
Mr. Vivild, Jesper Møgelvang, der har fungeret som assistenttræner for Jacob Stensgaard, før førsteholdet i Serie 1, og ligeledes haft ansvaret for andetholdet i Serie 4 plus været spillende træner for tredjeholdet i Serie 6, overvejer i øjeblikket, hvordan hans egen trænermæssige fremtid skal se ud.
"Jeg skal inden afslutningen på sæsonen have gjort op med mig selv, om det er klubbens ambitioner eller personlige ambitioner, der skal vægtes højest i de kommende år. Derudover har jeg også min familie med tre børn og mit job som lektor på Tradium, Handelsgymnasiet i Randers, at tage hensyn til," siger Jesper Møgelvang.
På holdledersiden fortsætter Bjarne Poulsen sandsynligvis som holdleder for førsteholdet, mens holdleder for Serie 4, Simon Basballe, og holdlederne for Serie 6, Martin Rønde og Erik "Gydegaard" Rasmussen, alle har valgt at tage en pause efter denne sæson.