Fortsæt til indhold

Storsejr bragte Auning IF I sikkerhed

Med en sejr på 7-0 over bundproppen Purhus IF fik Auning IF point nok til endnu en sæson i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Efter en sæson som oprykkere kan Auning IF se frem til endnu en sæson i Serie 2.
Holdet satte nemlig med en storsejr på 7-0 over Purhus IF selv tingene på plads lørdag eftermiddag på Auning Stadion, men det var først i 2. halvleg, at gæsternes målnet kom til at blafre.
”Vi var tvunget til at vinde for at være i sikkerhed, og det gjorde nok spillet lidt nervøst i begyndelsen af kampen,” siger assistenttræner Lars ”Luske” Juhl Jensen, som i cheftræner Dennis Holdgaards fravær af private årsager stod i spidsen for holdet sammen med Ebbe Pedersen.
Men Purhus IF, som har fået mange bank i løbet af sæsonen og 14 dage tidligere var blevet savet over med 8-1 i Kolind, havde ikke meget at skyde med, selv om holdet ifølge Lars Juhl Jensen kæmpede godt.
Så Auning havde overtaget i første halvleg, men der gik 40 minutter, før hjemmeholdets spillere kunne ryste nerverne af sig med en scoring.
I et godt gennemspillet angreb førte Daniel Nielsen og Anders Friis bolden frem og lagde den op til Jakob Bak Sloth Pedersen, som kunne score til 1-0.

Målmand udvist med direkte rødt

Efter scoringen og inden halvlegen blev fløjtet af, blev Purhus IF svækket alvorligt, da holdets målmand sparkede ud efter Anders Friis og korrekt blev udvist med direkte rødt.
Med en mand i undertal i hele 2. halvleg blev det svært for gæsterne, og så gik der for alvor hul på målscoringen.
”Vi var meget bedre end Purhus IF, men det skal siges til deres ros, at de ikke gav op, men blev ved med kæmpe,” siger Lars Juhl Jensen.
Auning IF's scoringer kom i en lind strøm og Daniel Nielsen blev noteret for to mål, mens Esben Sørensen, Anders Friis og Simon Vest hver scorede et mål i 2. halvleg. Purhus bidrog til målfesten med et selvmål. Simon Vest blev efterfølgende kåret til kampens spiller.

Er en del af nedrykningsdrama på lørdag

Med sejren er Auning IF nu sikret en sæson mere i Serie 2 efter oprykningen i sommer. Det bliver med en ny cheftræner, idet Dennis Holdgaard som bekendt rykker nordpå og overtager Vivilds Serie 1 hold. Hvem der skal afløse Dennis Holdgaard er der endnu ikke officielt nyt om.
Auning IF skal lørdag en tur til Langaa IK til en kamp, som i højeste grad har indflydelse på, hvem der skal rykke ud af Serie 2.
Purhus IF har længe ligget til nedrykning, men IF Midtdjurs har med en god slutspurt bragt sig i en position, hvor holdet med en sejr over Hadsund B på lørdag kan overhale Langaa IK, hvis Auning IF tager point fra Langaa IK.
”Vi har haft en god sæson efter oprykningen og vil gerne slutte i top fire. Det kan vi med en sejr i Langå, så vi går ud for at vinde den kamp,” siger Aunings cheftræner Dennis Holdgaard inden sin sidste kamp med holdet.