Nørre Djurs HK gik all-in i Viby
Tirsdagens 29-21 sejr til Glesborg-klubben giver et boost til selvtilliden
Med de fire ungersvende, Mathias Nymark, Mikas Korsgaard Christensen, Nicolai Lønsgren Andersen og debutanten Nicklas Høgh på holdet vandt Nørre Djurs HK en storsejr tirsdag aften på udebane over Viby.
29-21 (15-9) kom sejren til at lyde på, og dermed fik Nørre Djurs Hk en perfekt generalprøve på lørdagens lokalopgør.
Sejren blev primært grundlagt på godt forsvarsspil.
“Jeg skal love for, at der blev fightet fra første sekund, og det gav os mulighed for at score en række kontramål,” fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob 'Post' Lunøe, der så målmand Rasmus Henriksen afløse Jens Olsen i målet midt i første halvleg, og herefter tage fra, som var han blevet ansat som udsmider i hallen.
“Rasmus nappede to straffekast før pausen og et efter, og sammen med forsvaret lukkede han effektivt af, før han atter overlod målet til Jens Olsen med ti minutter igen,” roser Lunøe.
Danefeld på toppen
I angrebsspillet boltrede Nicolaj Danefeld Hansen sig for alvor.
Sidste sæsons Ligaspiller i Lemvig scorede ti mål, og heraf kun et på straffekast - det eneste som blev fløjtet til Nørre Djurs HK, mens hjemmeholdet fik syv.
Også et udtryk for, hvem der tog mest fra i forsvarsspillet.
Simon 'Ø' Østergaard med 6 mål og Jeppe Viinberg 5, på fem forsøg, viste ligeledes tænder i angrebet.
“Mathias Nymark lavede fire mål, men stod også for mange fine indspil til Jeppe Viinberg på stregen,” siger holdleder Lunøe.
Den debuterende Nicklas Høgh, endnu kun U18 spiller, fik scoret en enkelt gang, men hvilket mål.
Svup, sagde det
“Det sagde lige pludselig 'svup Olga', og så sad kuglen placeret i det ene målhjørne,” fortæller Jakob Lunøe om debutantens debutscoring på divisionsplan. Nicklas Høgh har potentialet til at blive den 'hugger', som Nørre Djurs HK mangler for at gøre truppen komplet.
“Der er krummer i de fire unge, som vi havde med. Lønsgren scorede to glimrende fløjmål, og Mikas Korsgaard var stærk i forsvarsspillet med sit paradespil,” siger en tilfreds holdleder.
Nørre Djurs HK var uden Martin 'Bondemanden' Jensen og Anders Gleerup, der fik kamptræning på andetholdet i Serie 1.
Heller ikke André 'Topper' Nielsen var med, men det skyldes, at han er skiftet til lørdagens modstander, ÅHG.