Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs lever i håbet

En sikker 5-2 sejr over Langå søndag eftermiddag på Ryomgård Stadion gør, at IF Midtdjurs fortsat har mulighed for at sikre sig endnu en sæson i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs vandt for tredje gang i træk, da holdet søndag besejrede Langå med 5-2 (1-2). Sejren betyder, at IF Midtdjurs nu kun er et point efter Langå på den rigtige side af nedrykningsstregen før sidste spillerunde.
Her møder Langå på hjemmebane Auning, mens IF Midtdjurs skal en tur til Hadsund. Begge kampe spilles lørdag klokken 13.30.
I hjemmekampen mod Langå kom IF Midtdjurs bagud 1-0 efter et kvarter, da hjemmeholdets målmand Nikolaj Brasch fumlede med bolden i en ellers ufarlig situation, og det straffede gæsterne prompte.
Hjemmeholdet svarede dog igen kort efter. Anel Alagic servede en god hjørnesparksbold, så hjemmeholdets ”højhuse”, Jonas ”Joe Hipster” Simonsen og Jeppe Gribsholt, kunne lægge så meget pres på indlægget, at returbolden dumpede ned til Kasper Nielsen som sikkert klappede kuglen i nettet.
Inden pausen spillede hjemmeholdet sig frem til flere store muligheder, mens Langå følte sig snydt for et straffespark, da de mente hjemmeholdets Lasse Janerka tog hånden til hjælp i forsøget på at komme i vejen for en afslutning.
Det blev dog Langå, der kom på tavlen, da hjemmeholdet sjuskede med et indkast i venstre side. Det gav Langå mulighed for at slå kontra og score et nemt mål til pauseføring 2-1.

Optimister i pausen

”Vi havde dog en god fornemmelse i pausen, fordi vi havde en fornemmelse af, at Langå ville gå døde i det høje tempo. Jeg sagde til spillerne, at spillede vi vores kort rigtigt og holdt tempo og fart i vores opspil, så gik vi herfra med en 4-2 sejr,” siger Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs sammen med Klaus Fanø.
IF Midtdjurs sendte Martin Jelle Pedersen og Alan Djozic på banen i pausen i stedet for Lasse Janerka og Rune Bach.
Sidstnævnte slog til efter 13 minutter, da han kom fri på venstrekanten. Djozic hamrede bolden i nettet til 2-2 fra 12 meters afstand.
Efter en time kom supersub Kushtrim Deskaj på banen i stedet for Tobias Aude Gudumlund, og Deskaj skulle kun bruge fem minutter, så var han spillet varm. Et indlæg fra Alan Djozic mødte han perfekt med hovedet, og så stod der 3-2.
”De sidste 20 minutter blev uhyre spændende og var præget af meget omstillingsspil fra begge sider. I et par situationer var vi lidt på hælene forsvarsmæssigt, men til gengæld skabte vi også selv masser af chancer,” siger Lars Norman Thomsen.

Gode sidste minutter

Seks minutter før tid blev hurtige Anel Alagic nedlagt i det lille felt, da han skulle til at afslutte. Kasper Nielsen udnyttede sikkert sparket fra 11 meterpletten.
I slutminutterne gik Morten Klem Thomsen solo i venstre side. Passerede fire modspillere inklusive målmanden for slutteligt at servere en sukkerbold til Kushtrim Deskaj, der blot skulle sætte indersiden på til 5-2.
”En fortjent sejr til os bedømt efter spil og chancer. Vi havde mest fart i støvlerne og det bedste possesionspil, men Langå er altid et farligt hold, der spiller klogt og er kyniske, når chancerne opstår,” siger Lars Norman Thomsen, der havde roser til hele holdet for en stærk indsats.
”Vi fulgte flot op på de to sidste kampe, og det spilkoncept, der er aftalt. Alle 14 bidrog med et enormt energiniveau, og uanset resultatet i sidste kamp, som vi selvfølgelig vil gøre alt for at vinde, har vi skabt et grundlag at bygge videre på.”