Ugelbølle Friskole i bevægelse
Fredag certificeres Ugelbølle Friskole som DGI Profilskole
”Vi har valgt at blive certificeret DGI-skole, fordi det helt grundlæggende hænger godt sammen med vores værdier, hvad vi gerne vil lave og hvad vi gerne vil være kendte for. Vi har en mission om at skabe mere bevægelse i undervisningen, og at benytte både de formelle og uformelle læringsrum,” siger Michael Kjær, skoleleder hos Ugelbølle Friskole, når han skal begrunde, hvorfor Ugelbølle Friskole nu certificeres som DGI Profilskole.
Fredag bliver Ugelbølle Friskole certificeret DGI-profilskole.
På fredagens certificering sættes skolen på den anden ende i tidsrummet fra klokken 9 til 12, hvor eleverne har mulighed for at prøve mange forskellige typer aktiviteter, som de ellers normalt ikke ville stifte bekendtskab med, fx panna- og freestyle-fodbold, skating, parkour, smartsport og multisport.
Herefter vil Hans Jørgen Hvitved, formand for DGI Østjylland, overdrage certificeringen til skolen.