Tidligere håndboldikon i Grenaa tilbage
Globetrotteren Jens Ole Damgaard er startet som erhvervsrådgiver i Vestjysk Bank Randers. Håndbolden har han lagt på hylden
Jens Ole Damgaard, 52, var i 90'erne en frygtet skytte på Grenaa IFs bedste håndboldhold, og det kvalificerede ham til en plads i Hall of Fame. Senere overtog han træneransvaret for førsteholdet, før han og familien pakkede kufferten og drog på udenlandske eventyr.
Jens Ole Damgaard boede således en årrække i SydSpanien, hvor han var i private banking.
Efter at have arbejdet godt to år på Grønland, er han nu tilbage i Danmark. Han er nyligt blevet ansat som erhvervsrådgiver i Vestjysk Bank Randers.
"Jeg kan godt lide udfordringerne ved at bo i et andet land. Tingene kører jo ikke altid på samme måde, som de gør i Danmark, og det er spændende. Det er desuden meget spændende at bo i længere tid et andet land i stedet for blot at rejse dertil på en kort ferietur. Man lærer kulturen og menneskene at kende på en helt anden måde ved at bo i landet," siger Jens Ole Damgaard.
Bor i Randers
I Vestjysk Bank skal han pleje eksisterende kunder og på jagt efter nye.
"Jeg er glad for at være hjemme i Danmark igen, og jeg glæder mig til at besøge nye og eksisterende kunder. Jeg er en rutineret bankmand og samtidig god til at snakke med folk, derfor skal mit gamle netværk i Randers-området nu opdyrkes."
Han har bosat sig i Randers sammen med sin kone Birthe, selv tidligere håndboldspiller i både Vorup FB og Grenaa IF.
Sammen har de to voksne børn – Dea på 25 år og 24-årige Frederik, som begge studerer i København.
Får håndboldtiden i Grenaa spillede Jens Ole Damgaard på øverste hylde i dansk håndbold hos Skovbakken og Fredericia.
"Men kroppen fik gennem tiderne lidt for mange slag, så håndbolden er lagt på hylden. Nu bruger jeg fritiden på golf, ski og i fitnesscentret."