“Gå nu ud og nyd det drenge”
Nørre Djurs HKs cheftræner ser frem til to timer i paradis lørdag
Selv om han er tilflytter til Norddjursland, så kender Erik Flak Jørgensen, cheftræner i Nørre Djurs HK, det lokale håndboldmiljø bedre end de fleste, og han glæder sig som et lille barn til juleaften over, at der igen er lokalopgør på programmet efter et års pause, hvor han sammen med sine spillere var nede for at samle kræfter til en ny fremtid som divisionsklub med en anden spillestil sat i scene af unge fyre med masser af krudt i røven.
“Det, der glæder mig allermest, er egentlig, at vi på lørdag skal se to hold med mange unge mennesker, der er rundet af det lokale håndboldmiljø, og som kender hinanden på kryds og tværs og sikkert også skal nyde en genstand sammen efter 60 minutters benhård fight på banen,” siger den altid entusiastiske håndboldmand med stort H.
Samme strategi
Erik Flak Jørgensen hæfter sig ved, at både Nørre Djurs HK og Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) godt nok kører hver deres projekt, men strategien er stort set den samme.
“I Glesborg har klubben og lokalmiljøet altid været det vigtigste. Spillere ude fra er meget velkomne og falder hurtigt til, men hovedparten af holdet skal være af egen avl,” noterer han.
“ÅHG satser nu på samme måde på lokale talenter, og flere af dem er særdeles dygtige fyre, der har spillet på eliteniveau i Aarhus eller Randers og på denne måde fået en håndboldopdragelse, som vi endnu ikke har haft mulighed for at give unge spillere.”
Erik Flak Jørgensen har ikke et bud på en vinder af Årets Kamp, men han indrømmer gerne, at ÅHG og særligt holdets bredde har imponeret ham: “ÅHG har sammen med JAI og Skovbakken imponeret mig mest i denne sæson, og det er tydeligt for mig, at træningskulturen hos ÅHG er på et højt niveau, som den i al beskedenhed også er hos os. selv”
Nydelsen det vigtigste
“Jeg tror på, at det hold vinder, der bedst formår at holde hovedet koldt, når chancerne byder sig, for det bliver helt sikkert en kamp, hvor der vil blive løbet meget og med masser af afslutninger, så målmændenes præstationer bliver også meget afgørende.”
Men Erik Flak Jørgensen har nu en helt anden vinkel på lokalopgøret. Den handler ikke om hverken fysik, teknik og taktik, men om glæde og nydelse.
“Jeg vil sige til mine spillere, ja, nærmest forlange, at de skal gå ud og nyde, at de er med i sådan en kamp med fuldt hus i 'Hulen' (Nørre Djurs Hallen, red.) og masser af larm. Bruge hele hypen omkring kampen og de mange tilskuere til at give den gas og bare køre frem over stepperne. Det bliver så fedt,” lover cheftræneren, der var i glimrende humør onsdag formiddag, da Lokalavisen talte med ham. Tirsdagens sikre 29-21 sejr over Viby skulle lige fordøjes, men den var et bevis på, at Nørre Djurs HK mener det alvorligt, når de går rundt og siger, at de vil slutte over nedrykningsstregen.
“Brabrand har trukket sit hold, så det hjælper selvfølgelig, men lige nu handler det om at få samlet pænt med point inden julepausen, så kender vi betingelserne for slutspurten i foråret 2016.”