Hornslet er så klar til lørdagens brag og fodbold
Hornslet IF fylder en bus til sæsonens sidste kamp i Hørning
Hornslets fodboldherrer i Serie 3 har for længst sikret sig oprykning til Serie 2, og holdet satser på at gå ubesejret gennem turneringen.
”Vi fylder en bus med spillere, bestyrelse og supportere,” fortæller Hornslets træner, Peter Møller Thomsen.
”Desværre har bundholdet Assentoft/Hørning GF ikke noget at spille for, men vi laver alligevel en fest ud af det lørdag eftermiddag i Hørning - og har både romerlys og konfetti m.m. med i bussen.”
Tilbage i Hornslet lander bussen ved Den Gamle Kro, hvor de cirka 50 passagerer spiser – og fester videre, og Peter Møller Thomsen forventer, at endnu flere slutter sig til efter spisningen.
”Det bliver kulminationen på et års hårdt arbejde for både bestyrelse og træner/ledere.”
Frem til årsskiftet spilles der ’hyggebold’ hver torsdag kl. 20 på kunstgræsbanen.
”Det er for alle, og både nye og gamle spillere er velkomne.”
Peter Møller Thomsen har kontrakt med Hornslet IF for hele 2016.