Fortsæt til indhold

Min krop lukker ned på den lange distance

Triatlet Camilla Pedersen løb sig til EM sejren ved Ironman 70.3 i Wiesbaden. Men faktisk var løbet mest et trænings-ræs for at finde ud af, hvorfor hendes krop lukker ned på den lange distance.

Sport
Rune Weitling

Hun bliver bare ved og ved og ved med at imponere. Esbjergs egen triatlon-stjerne Camilla Pedersen satte søndag eftermiddag samtlige konkurrenter på plads, da hun i tiden 04:36:04 suverænt gennemførte de 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og 21 kilometer løb i Wiesbaden i Tyskland.

Den fornemme tid var nok til, at hun krydsede målstregen som den første og dermed sikrede sig europamesterskabet på den halve distance i Ironman 70.3. Camilla Pedersen blev europamester i Ironman på fuld distance i Frankfurt i 2013 og fik en fjerdeplads ved Ironman 70.3 EM i Wiesbaden i 2014.

Læs også: For et år siden lå hun i koma - nu er hun verdensmester


Men selv om sejren naturligvis var mere end velkommen, så var det faktisk ikke noget, som Camilla Pedersen havde kalkuleret med:

“Jeg er sindssygt glad og stolt over at kunne putte den her titel på cv'et. Det er en rigtig god følelse, og ruten passede mig perfekt med masser af højdemeter og kuperet terræn,” siger Camilla Pedersen til Lokalavisen Esbjerg og fortsætter:

“Men det var faktisk ikke et ræs, jeg som sådan havde forberedt mig til. Det var egentlig mest et træningsløb for os, for al min fokus er på Hawaii Ironman i oktober. Så vi brugte mest ræset her til at teste nogle nye ting af, for vi må erkende, at det desværre ikke er alt, der fungerer, som det gjorde inden min ulykke. Men derfor er det nu stadig fedt at vinde,” lyder det med et grin fra Esbjerg-atleten.

Hvilke ting er det, der ikke fungerer i din krop?


“Det har vi lidt svært ved at finde ud af faktisk. Alt går fint på de halve distancer, men når vi kommer op på den fulde distance og fem-seks timers ræsene, som Hawaii jo er, så er det som om, at der er nogle ting, der lukker ned i min krop. Måske er det nervesystemet, men vi ved det ikke. Jeg ved jo, at jeg aldrig kommer 100 procent tilbage på det niveau, som jeg var på før ulykken, men nu arbejder vi så på at finde ud af, om der er nogle ting, vi sportsligt kan gøre anderledes, og det brugte vi blandt andet det her løb til,” fortæller Camilla Pedersen, hvis næste udfordring er DM på den halve ironman distance på søndag og derefter VM på den halve ironman distance den 30. August.

Læs også: For et år siden lå hun i koma - nu er hun verdensmester


Spørgsmålet er jo så, om Camilla Pedersen tager både DM, EM og VM i én og samme måned?

Søndag eftermiddag vandt Camilla Pedersen europamesterskabet på den halve distance i Ironman 70.3 i Wiesbaden. Foto: Till Schenk