Martin Jørgensen er ny assistenttræner på landsholdet
Den tidligere landsholdsspiller skal nu arbejde tæt sammen med Morten Olsen
Den tidligere landsholdsspiller og AGF'er Martin Jørgensen skal fra 1. marts være assistenttræner på det danske A-landshold. Det skriver dbu.dk.
”Jeg kan ikke finde et bedre sted at lære trænergerningen end ved siden af Morten Olsen,” siger Martin Jørgensen til dbu.dk.
Morten Olsen er glad for valget af Martin Jørgensen, som nu skal være assistenttræner sammen med Peter Bonde, Lars Høgh og Torben Storm.
”Det er bestemt ikke alle spillere, man kan tage ind i en trænertrup på den måde, som vi gør med Martin. Han har i mange år været en kulturbærer på det danske landshold og er accepteret og respekteret både på og uden for landsholdet”, siger Morten Olsen om sin nye træner-kollega til dbu.dk.
Martin Jørgensen fortsætter med at stå i spidsen for AGF's U14-hold.