Fortsæt til indhold

"Det er da vildt, at Ronaldo bruger den"

Opfinderne af M-Station må engang imellem knibe sig selv i armen over successen med deres boldtrampolin

Sport
Af Steen Trolle

Da jeg mødes med Joachim Christgau fra Munin Sport, har de lige fået ordrer på deres M-Station fra de engelske klubber Chelsea, Swansea og Brighton.
”Sådan er det trods alt ikke hver dag”, understreger Joachim med et grin.
Men faktum er, at en stribe europæiske storklubber i dag benytter boldtrampolinen, som de to venner Joachim Christgau og Nikolaj Thomassen udviklede i 2008. Real Madrid har f.eks. købt én, som superstjernen Christiano Ronaldo bruger i sin individuelle skudtræning.
”Når man tænker over det, så er det da lidt vildt. Det kan jo ikke blive større end at Ronaldo bruger den”, siger Joachim Christgau.

Se tv-indslag: Per Frimann giver unge luksustræning med M-Station

Joachim og Nikolaj har begge dyrket elitesport og har en baggrund fra henholdsvis marketing og journalistik. De er begge vilde med sport og havde en ide om at udvikle træningsudstyr, der udnyttede moderne teknik og gjorde det sjovt og effektivt at lave individuel træning. Valget faldt på fodbold, for det slog de to iværksættere, at fodboldens verden generelt er dårlig til at tage ny teknologi ind i træningen.
”Malcolm Gladwell (canadisk forfatter, red.) har slået fast, at hvis man vil opnå elitestatus, så skal man lægge omkring 10.000 timers træning, før man er 19 år. Så hvis man skal træne så mange timer og træne teknisk, så er man nødt til at udvikle fodbolden, også på udstyrssiden”, som Nikolaj Thomassen sagde i et interview, da Munin Sport for alvor begyndte at få hul igennem.

Se tv-indslag: Per Frimann giver unge luksustræning med M-Station

Dengang blev M-Station produceret i Danmark, men nu er produktionen flyttet til Kina. Samtidig er Munin Sport i gang med at udvide forretningen med en afdeling i USA
”I USA er det meget naturligt at inddrage ny teknologi i træningen, og mange vil gerne ofre det ekstra, der skal til, for at deres børn kan blive så gode som muligt til deres sport og måske derigennem opnå et scholarship til et universitet”, siger Joachim Christgau.