Skanderborg møder Skjern
Vigtige point er på spil torsdag aften, når Skanderborg møder Skjern
Det bliver svært, når Skanderborg Håndbold i aften, torsdag 12. marts, på udebane møder Skjern Håndbold.
Holdet er det eneste i Herreligaen, som Skanderborg endnu ikke har vundet over siden oprykningen i 2011. Sansynligheden for, at det sker i aften, er nok heller ikke så stor, eftersom de fleste hold i ligaen har det meget svært med at spille mod netop Skjern Håndbold i Skjern.
Optimismen er dog heldigvis stadigvæk at spore hos cheftræner Nicolej Krickau.
”Det er en rigtig svær udebane. Men omvendt, så er Skjern inde i et rigtig hårdt program med mange kampe på kort tid, så det håber vi selvfølgelig, at vi kan lukrere en lille smule på,” fortæller han til Skanderborghaandbold.dk
Sidste udebanekamp
Kampen mod Skjern er Skanderborgs sidste udebane kamp i denne sæsons grundspil. Selvom klubben har sikret, at de undgår den direkte nedrykning, så er der stadigvæk vigtige point på spil i aftenens kamp.
Skanderborg ligger i øjeblikket nummer 13 i herreligaen med et point op til Lemvig-Thyborøn Håndbold. Forbliver holdet på 13. pladsen, venter Randers HH fra 1. division i kvalifikationskampe om en ligaplads, men ender klubben på en 12.-plads, venter enten TMT Tønder eller Skive fH fra 1. division i kampe om ligapladsen.
Kampen mod Skjern Håndbold spilles med kampstart klokken 19.00 i Skjern Bank Arena i Skjern.