TV2 vender tilbage til Skanderborg
For anden gang i sæsonen sender TV2 Sport direkte håndbold fra Skanderborg
Selvom Skanderborg Håndbold ikke har nogen mulighed for at nå herreligaens slutspil i år, så spiller de alligevel en vigtig rolle i netop kampen om slutspilpladserne.
Når sidste spillerunde bliver spillet onsdag 18. marts, tager klubben nemlig på hjemmebane i mod naboerne fra Århus Håndbold.
Hele fire hold kæmper onsdag aften om den sidste slutspilplads, og lige præcis Aarhus kan med en sejr sikre sig den sidste plads i det eftertragtet slutspil.
TV2 vender hurtigt tilbage
Det drama har TV2 Sport valgt, at de vil dække. Derfor vil de sende live fra alle kampene.
Hvilken en af kampene, der skal være hovedkampen, bliver valgt senere mandag 16. marts. Men én ting er sikkert. TV2 's sendevogn vender tilbage til Morten Børup Hallen for at vise Skanderborg Håndbold.
I december var TV2 også forbi Skanderborg, hvor kampen mod HC Midtjylland blev valgt som tv-kamp. Dengang var det første gang i syv år, at der blev vist direkte håndbold fra Morten Børup Hallen.
Så længe skulle der heldigvis ikke gå igen.
Kampen på onsdag spilles med kampstart klokken 19.30.