Galten Byfest - nu med matematik
Årets hovednavn ved Galten Byfest bliver den populære duo Hej Matematik
Der bliver helt sikkert 'Party i provinsen', når de to frontfigurer i Hej Matematik går på scenen i Byfestteltet i Galten lørdag 16. maj som hovednavnet under årets byfest.
”Teltet skal nok være fyldt til bristepunktet når Nicolaj og Søren Rasted sender alle deres hits ud over scenekanten. Ikke mindst deres seneste hit 'Ik Ordinær' vil helt sikkert få det til at koge og fadøllet til at flyde,” lyder det begejstret fra Carsten Bach fra byfestudvalget.
”Vi er utroligt glade for at have fået en aftale med Hej Matematik i hus. Det er helt sikkert med til at sikre en succesfuld afvikling af årets Byfest i Galten Skovby, så der igen i år kan skabes et overskud til uddeling i de enkelte afdelinger af GFS, som Byfestudvalget hører under.”