Hørning Puls er årets forening i Østjylland
Flot hæder til lokal forening ved DGI Østjyllands årsmøde torsdag 26. marts i DGI-huset i Aarhus
Der var stor glæde hos idrætsforeningen Hørning Puls, efter den torsdag 26. marts i Aarhus blev kåret til årets forening hos DGI Østjylland.
”Det betyder rigtig meget for os at blive kåret. Det bliver vi jo kun, fordi vi gør noget, som er anderledes. Det giver et løft til hele foreningen, og specielt vores frivillige, som til hverdag står over for vores medlemmer. Det er de frivillige, der med deres energi bærer foreningen, så det er også i høj grad en anerkendelse af deres gode arbejde,” udtaler Anne Marie Aebeloe, formand for Hørning Puls, i en pressemeddelelse.
Hørning Puls rummer 120 frivillige ildsjæle i alle aldre og har godt 1.800 aktive medlemmer, og de kan nu glæde sig over æren at blive kåret til den fornemme pris samt en check på 10.000 kroner, som følger med.
Derfor har de vundet
DGI Østjylland uddeler hvert år prisen for at fremhæve den store betydning, som de mange frivillige foreninger har for at få flere østjyder til at være fysisk aktive og dyrke idræt.
”Hørning Puls har bevist, at det kan lade sig gøre at fusionere en 90 år gammel gymna-stikforening med masser af foreningsånd og tradition, og en seks år gammel fitnessfor-ening med en utrolig stejl vækstkurve og masser af proaktivitet, og herudaf skabe en moderne og proaktiv forening,” fortæller Lars Mandrup, næstformand for DGI Østjylland, i en pressemeddelelse.
Der var tre kandidater til titlen tilbage i ’finalen’, som var gået videre fra ansøgningsrunden, der lukkede i starten af marts. Det var HEI Tennis, Thorsø-Tungelund Idrætsforening og Hørning Puls. Men det blev altså sidstnævnte, der løb med titlen som årets forening i Østjylland.